Et fly, der var på vej fra København til New York, måtte fredag morgen foretage en landing i Paris.

Det skriver luftfartsmediet Airlive.

På flyovervågningssiden Flightradar24 fremgår det ligeledes, at flyet blev omdirigeret til lufthavnen Paris-Charles de Gaulle (CDG).

Flyet afgik fra Københavns Lufthavn klokken 09.28 dansk tid og havde kurs mod lufthavnen JFK.

Airlive skrev tidligere fredag eftermiddag, at flyet fortsat var i Paris.

Luftfartsselskabet Delta Air Lines, der stod for flyvningen, arbejder på at ombooke passagerer til New York.

Kort efter afgangen fredag stoppede besætningen flyets opstigning, skriver mediet med henvisning til sporingsdata.

I næsten to timer befandt det sig i venteposition, og luftfartsselskabet skulle have angivet "operationelle årsager" som værende grunden til omdirigeringen. Det landede dog sikkert i Paris.

På luftfartsselskabets hjemmeside fremgår det, at flyet blev omdirigeret. Yderligere oplysninger om årsagen til omdirigeringen oplyses ikke.

/ritzau/