Flot tale - og nu tilbage til virkeligheden

Præsident Bush rækker hånden ud tilforsoning og har store planer. Men de færreste levnerham nogen chancer for at få dem omsat. Eftermidtvejsvalget er det Demokraterne, der bestemmer,hvad der skal ske.

Det var en flot tale. En tale, som gav amerikanerne vished for, hvad dagsordenen bliver i det kommende år. Men det var ikke præsidentens tale. Det var demokraten Jim Webbs.

I de sene aftentimer tirsdag leverede den nyvalgte senator fra Virginia oppositionens replik til George W. Bushs tale om nationens tilstand, og dagen efter var det Jim Webb, der høstede roser, mens præsidenten måtte nøjes med overbærende skuldertræk.

Det kan ikke være anderledes, lyder det fra selv den republikanske lejr, når to ud af tre amerikanere ikke længere udtrykker støtte til Bush, og når Demokraterne så sent som i november overtog magten i Kongressen. Nu er det dem, der bestemmer dagsordenen - ikke præsidenten.

»Når du er på bare 35 procentpoint i meningsmålingerne, og du stadig forsøger at fortæller dem, hvad der skal ske, lige efter de har vundet et valg, så kan de jo ikke andet end grine i skægget,« siger en republikansk strateg til Washington Post.

Præsident Bush forsøgte natten til onsdag dansk tid at række hånden ud til samarbejde med det nye demokratiske flertal, og i modsætning til sine foregåede seks års taler om nationens tilstand kom han denne gang med konkrete bud på reformer og tiltag.

Især indenfor energiområdet, hvor han gennem nye standarder for biler og brændsel vil nedbringe amerikanernes kolossale benzinforbrug med 20 procent i løbet af ti år, og i forhold til det omfattende problem med illegale indvandrere. Her ønsker han et bred reform med både bedre sikkerhed ved grænsen - foreksempel et 1.100 kilometer langt hegn - og et gæstearbejderprogram, der giver de mange millioner illegale en mulighed for at kunne arbejde i landet lovligt. Langt hen ad vejen er det punkter, som Demokraterne kan støtte. Men derfra og så til, at de bliver omsat til lov, er der langt.

Gennem sine seks år i Det Hvide Hus har George W. Bush og hans nu ikke længere eksisterende republikanske flertal kørt lovprocessen med hård hånd. For det meste med Demokraterne som uvillige og utilfredse tilskuere. Så sent som for et par måneder siden sagde Bush op til midtvejsvalget, at en demokratisk sejr ville være en sejr for »terroristerne«. Det har skabt en dyb mistro. Så dyb, at analytikeren Steven Thomma fra mediekoncernen McClutchy stort set afskriver muligheden for et samarbejde.

»Udsigten til, at han og Demokraterne vil lægge deres mistillid til hinanden til side eller finde tilstrækkelig fælles grund til at lave egentlige aftaler, er meget lille. Med den mulige undtagelse af en reform af nationens immigrationspolitik,« forudser han.

Den erkendelse strækker sig helt ind i Det Hvide Hus. Præsidentens rådgiver, Dan Bartlett, bekræfter, at derer tale om svære emner at opnå enighed om, og at tidligere forsøg på at løse dem er slået fejl: »Vi går ind i den her proces uden illusioner om den atmosfære, vi skal operere i.«

For Bush er hverdagen allerede den, at det er ham og Republikanerne, der må indrette sig efter Demokraternes dagsorden. Den nye kongres har allerede vedtaget seks større lovindgreb - bl.a. den første hævelse af mindstelønnen i ti år, fjernelse af skattelettelser til olieindustrien og øget bidrag tilstamcelleforskning. Bush har ikke ønsket nogen af dem, men kan se, at selv mange af hans partifæller føler sig tvunget til at stemme med Demokraterne på grund af pres fra vælgerne. Bush truer med eller kan blive nødt til at nedlægge veto mod flere af forslagene, men derer endda usikkert, om han kan samle stemmer nok i Kongressen til et opretholde et veto i alle tilfælde.

Kun på ét område sætter han stadig selv kursen. I Irak.

Bushs nylige optrapning på 21.000 tropper har dog stort set ingen opbakning i hverken befolkningen, militæret eller Kongressen, og slår strategien fejl - hvad langt de fleste i og uden for Kongressen frygter - kan han blive tvunget til at inddrage Demokraterne.

Som den barske senator og Vietnam-veteran, Jim Webb, sagde i sin roste tale, er Bush nødt til at ændre strategi og begynde at trække tropperne ud: »Hvis han gør det, vil vi følge ham. Hvis ikke, vil vivise ham vejen.«