Flertal i Senatet vil stoppe USA's støtte til saudisk krig

Trump har truet med at nedlægge veto mod resolution, der ifølge Det Hvide Hus vil svække kampen mod terror.

En yemenitisk studerende står på ruinerne af en skole i byen Taez. Bygningen blev sidste år slemt beskadiget i et luftangreb, som den saudisk-ledede koalition havde rettet mod houthi-oprørerne. (Arkivfoto) -/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Et flertal i USA's senat har onsdag stemt for at indstille den amerikanske militære støtte til Saudi-Arabiens krigsførelse i Yemen.

Syv republikanere stemte for resolutionen, der går imod præsident Donald Trumps politik på området.

I alt stemte 54 senatorer for og 46 imod.

Tilhængere af resolutionen mener, at USA's engagement i krigen i Yemen er i strid med en bestemmelse i forfatningen om, at det er Kongressen - og ikke præsidenten - der beslutter, hvornår landet går i krig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Den amerikanske militærstøtte er ikke blevet godkendt af Senatet, som forfatningen kræver,« siger den demokratiske senator Bernie Sanders ifølge nyhedsbureauet AP.

»USA bør ikke støtte en katastrofal krige ført af et brutalt regime«, tilføjer Sanders, som er en af forfatterne bag resolutionen.

Nu sendes teksten videre til Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har haft flertal siden valget i november. Her ventes resolutionen ligeledes at blive vedtaget.

Men præsident Trump har truet med at bruge sin vetoret til at stoppe resolutionen.

Det Hvide Hus har argumenteret med, at resolutionen kan undergrave kampen mod terrorisme.

Trumps støtte til Saudi-Arabien er et af de områder, hvor han ikke ligger på linje med flertallet af Kongressen, der har ønsket en mere kontant fordømmelse af Saudi-Arabien efter sidste års drab på journalisten Jamal Khashoggi.

Saudi-Arabien kastede sig i 2015 ind i konflikten i Yemen. Saudierne er i spidsen for en regional koalition, der bekæmper de shiamuslimske houthi-oprørere fra luften.

Krigen har varet i foreløbig fire år og kostet titusinder af menneskeliv.

/ritzau/