Flertal i græsk parlament støtter regering

Papademos skal i arbejdstøjet efter at have fået opbakning fra et stort flertal i det græske parlament.

Nok at snakke om. Den græske premierminister Lucas Papademos snakker med finansminister Evangelos Venizelos. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARIS MESSINIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et flertal i det græske parlament udtrykker tillid til landets nye enhedsregering under premierminister Lucas Papademos. Det skete ved en tillidsafstemning.

Ved den symbolske afstemning stemte 255 af de 300 medlemmer af parlamentet for en tillidserklæring til regeringen, som omfatter en række partier fra hele det politiske spektrum.

Den nye græske premierminister har fået et tremåneders mandat til at indfri de krav, der er knyttet til hjælpepakken fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF), og sætte skub i de langsigtede reformer i det gældsplagede land.

Papademos skal desuden sørge for at implementere en række sparetiltag, der allerede er vedtaget, blandt andet skattestigninger og afskedigelse af 30.000 offentligt ansatte.

Den ny premierminister siger ligeledes, at han er optimistisk i forhold til udviklingen i euro-zonen, men mindede samtidig om, at der ikke er nogen "magiske løsninger" for Grækenland.

Tillidsafstemningen var imidlertid en af de mindste forhindringer, som Papademos står overfor.

Grækenland går snart ind i sit femte år i træk med recession, og onsdag viste nye tal fra finansministeriet, at det græske budgetunderskud voksede med 11 procent i årets første 10 måneder.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker på trods af, at regeringen har strammet op på indkrævningen af skatter og derved har håbet at få hevet flere penge i statskassen.

Samtidig er der frygt for nye uroligheder i hovedstaden Athen torsdag, hvor et stort antal demonstranter ventes på gaden i forbindelse med en årlig mærkedag for det oprør, der i 1974 førte til militærstyrets fald.

Over 7000 politibetjente er udkommanderet i Athens gader, hvor myndighederne frygter, at vreden over de smertefulde sparerunder kan medføre ny vold.

/ritzau/dpa