Danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland blev mandag fundet dræbt i Marokko. Onsdag blev det bekræftet fra PET, at de marokkanske myndigheder har oplyst, at sagen efterforskes som terror.
Den sidste Facebook-opdatering, Louisa Vesterager Jespersen lavede, bliver nu overstrømmet af flere tusinde kommentarer, hvoraf de fleste er fra marokkanere.
En kommentar, der især går igen, som flere profiler kopierer og poster i kommentarsporet, lyder:
'Som marokkaner er jeg dybt chokeret over hændelsen og virkelig ked af, hvad der er sket i Marokko. Jeg håber, de mistænkte får, hvad de fortjener. Vi tolererer ikke den slags handlinger i vores land. Hvil i fred. Vi undskylder dybt.'

En anden profil skriver:
'En kondolence til ofrenes familier og det danske fok. På vegne af det marokkanske folk udtrykker vi vores dybeste medfølelse. Ligesom vi gerne vil udtrykke, at det, der er sket, hverken repræsenterer Marokko eller islam. Disse mennesker er syge, og vi kender ikke detaljerne omkring, hvad der skete, hvem der står bag, og hvorfor de uskyldige mennesker blev brutalt dræbt. Jeg er dybt trist over, hvad der er sket med disse kvinder. Fordi jeg med sikkerhed ved, at det ikke er udført af det marokkanske eller muslimske folk. De kriminelle repræsenterer kun sig selv og deres egne agendaer.'
Og det fortsætter. De fleste undskylder og slår fast, at det altså ikke er sådan, marokkanere er.
'Marokkanere har altid været kendt for deres gæstfrihed og generøsitet, men der er ikke desto mindre dårlige mennesker overalt, og de kriminelle repræsenterer os ikke marokkanere,' er der en, der skriver.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen rejste med veninden, den 28-årige norske Maren Ueland til Marokko 9. december.
De planlagde at rejse rundt i landet hen over julen. Men rejsen endte i et sandt mareridt, hvor de begge blev brutalt myrdet.
En video med dybt rystende billeder, der muligvis viser drabet på den ene kvinde, florerer på internettet og var også at finde i Louisa Vesterager Jespersens kommentarspor.
Rigspolitiet er i gang med at undersøge videoen