Yderligere kongresmedlemmer af Det Demokratiske Parti i USA trækker deres støtte til partiets præsidentkandidat, Joe Biden.

Denne gang er der tale om kongresmedlemmerne Hillary Scholten fra Michigan, Greg Stanton fra Arizona, Ed Case fra Hawaii og Brad Schneider fra Illinois.

De er alle medlemmer af Repræsentanternes Hus - den ene del af Kongressen.

Det skriver Reuters.

- Jeg er evigt taknemmelig for hans lederskab og tjeneste for vores nation. Tiden er dog inde til, at præsident Biden heroisk sender faklen videre til en ny generation af ledere, udtaler Schneider.

Indtil videre har 13 ud af de 213 demokrater i Repræsentanternes Hus trukket deres støtte til Biden.

Imens har én af Senatets 51 demokrater offentligt appelleret til, at præsidenten trækker sig fra præsidentvalget, der vil finde sted 5. november.

Der er tale om Peter Welch, der er valgt for delstaten Vermont.

- For landets bedste opfordrer jeg præsident Biden til at trække sig fra præsidentvalget, skrev han i en klumme i avisen The Washington Post.

Den tiltagende kritik af 81-årige Biden er blandt andet opstået på baggrund af en nylig debat mellem ham og den 78-årige republikanske ekspræsident Donald Trump.

Det har længe tydet på, at Biden og Trump skal dyste om posten som præsident - ligesom de gjorde i 2020.

På det seneste har ikke kun demokratiske politikere, men også donorer opfordret Biden til at trække sig fra valgkampen.

Trump er per 11. juli 2,2 procentpoint foran Biden i meningsmålingerne ifølge et vægtet gennemsnit foretaget af analyseinstituttet FiveThirtyEight.

Biden har selv afvist opfordringerne om at trække sig. Han har sagt, at han er sikker på, han kan slå Trump.

/ritzau/