Mindst to handelsskibe siger, at de er blevet beskudt lørdag, mens de har forsøgt at krydse Hormuzstrædet.

Det siger tre anonyme kilder inden for den maritime sikkerhedsbranche og shippingbranchen til nyhedsbureauet Reuters.

Den britiske maritime sikkerhedsorganisation UK Maritime Trade Operations (UKMTO) uddyber, hvad der skete i det, der muligvis er en af hændelserne.

Her siger en kaptajn for et tankskib, at to fartøjer fra Irans Revolutionsgarde sejlede mod tankskibet og skød mod det uden at komme med nogen advarsler på radio.

- Tankskib og besætning meldes i sikkerhed. Myndigheder efterforsker det, skriver UKMTO.

Iran har ikke umiddelbart udtalt sig om hændelsen.

Situationen i Hormuzstrædet har det seneste døgn været præget af en lang række forskellige udmeldinger.

Fredag eftermiddag erklærede den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, strædet for åbent.

Og lørdag rapporterede flere medier, at flere skibe var begyndt at forsøge at sejle gennem strædet.

Men senere på dagen har Iran tilsyneladende trukket i land med genåbningen.

- Kontrollen over Hormuzstrædet er vendt tilbage til sin tidligere tilstand, og dette strategiske stræde er under streng kontrol af de væbnede styrker, sagde en talsperson for iransk militær og henviste til, at USA fortsat blokerer for iranske havne.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligt lørdag eftermiddag dansk tid ikke udtalt sig om de seneste iranske udmeldinger.

Natten til lørdag dansk tid slog han dog en positiv tone an i forhold til Iran og talte om "gode nyheder" derfra - dog uden at uddybe.

/ritzau/