Flere personer dræbt ved terrorangreb i Wien: Bliv hjemme her til morgen, advarer den østrigske regering

Mindst to personer meldes dræbt og 15 såret ved ved et terrorangreb med skud i Wien. Syv er alvorligt såret, heriblandt en politibetjent. Flere gerningsmænd har deltaget i angrebet, og mindst en af terroristerne har skudt med automatisk riffel, oplyser Østrigs indenrigsminister, der kalder angrebet for terror. Politiet jager fortsat gerningsmænd til terrorangrebet.

 
Politibetjente har natten igennem ledt efter flere af de formodede terrorister, som angreb Wiens bymidte nær en synagoge mandag aften. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den østrigske regering sagde kort før midnat, at Østrigs hovedstad er udsat for et terrorangreb, der fortsat er i gang. Angrebet var rettet mod Wiens centrum, og politiet jager fortsat formodede gerningsmænd over hele byen. I alt seks steder i byen har været udsat for terrorangrebet, oplyste østrigsk politi.

Mindst to mennesker er dræbt. Mindst 15 mennesker er såret. Syv er meldt hårdt såret, heriblandt en politibetjent. Op mod midnat meddelte østrigske medier i centrum, at situationen var blevet roligere, og at det virkede som, at politiet havde situationen under kontrol.

Men Østrigs indenrigsminister, Karl Nehammer, sagde ved 23.30 tiden, at der er tale om et terrorangreb, og at politiets aktion mod terroristerne fortsat er i gang.

»Bliv inde og hold jer væk fra offentlige pladser. Der er flere gerningsmænd på fri fod, de er stærkt bevæbnede og farlige,« sagde ministeren til TV-stationen ORF.

Også den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, erklærede kort efter i et TV-interview, at Østrig gennemlever »en meget svær tid. Vi er offer for et modbydeligt terrorangreb i hovedstaden, der fortsat er i gang«.

Mindst én terrorist på flugt

Indenrigsministeren sagde, at politiet leder efter gerningsmænd til terrorangrebet over hele den østrigske hovedstad, og at opfordringen til at blive inde gælder hele Wien. Han sagde samtidig, at mindst en af terroristerne havde skudt med en maskinpistol. Senere forlød det, at en af terroristerne havde skudt med en automatisk riffel. Det var uklart, om det var tale om den samme person.

På et pressemøde ved 1-tiden sagde en kortfattet indenrigsminister, at han havde tre budskaber til Wiens befolkning:

»Ét, bliv hjemme, hvis det er muligt her til morgen, og man ikke absolut skal forlade sin bolig i forbindelse med arbejde. To, undgå at tage ind i cenrum. Tre, der er ingen skolepligt i morgen i Wien. Elever kan bliver hjemme.«

Skoler er ikke omfattet af den netop påbegyndte østrigske corona-nedlukning.

Karl Nehammer sagde, at politiet regner med mindst yderligere én terrorist, der fortsat var på flugt.

Tidligere var det blevet oplyst i østrigske medier, at en terrorist var blevet anholdt, og at der var op til seks deltagere i angrebet. De oplysninger blev ikke kommenteret af indenrigsministeren, der afviste at svare på spørgsmål. I stedet oplyste han, at myndighederne vil have en opdatering om situationen her til morgen klokken 6.

Angrebene fandt sted i området omkring Schwedenplatz i beyns centrum og var måske blandt andet rettet imod en nærtliggende synagoge, oplyser flere østrigske medier. Den østrigske indenrigsminister nævnte i TV-interviewet, om angrebet var rettet mod specifikke mål.

Mindst én er blevet dræbt under terrorangrebet, og en af terroristerne er dræbt. Det er uklart, om personen tog sit eget liv eller blev skudt af politiet.

Ifølge avisen Kronen Zeitungs oplysninger blev politibetjenten skudt mens han var en del af den skærpede bevogtning af synagogen, der har fundet sted gennem længere tid. Derefter lød der i følge vidner mindst 50 yderligere skud. De foreløbige oplysninger er, at angrebet begyndte nær Schwedenplatzes, og at også fem andre steder i byens centrum - Salzgries, Seitenstettengasse, Fleischmarkt, Morzinplatz, Graben og Bauernmarkt - blev udsat for terroristernes angreb.

Den østrigske indenrigsminister opfordrede indtrængende til, at man holdt op med at dele de videoer fra angrebet, der florerede på sociale medier.

Flere indbyggere i Wien delte videoer på sociale medier, der viser, at politiet var talstærkt til stede i området ved synagogen. Én video viser også, at en person i hvidt tøj og med sort hue affyrer det, der ligner en riffel.

Nogle af optagelserne viser borgere løbe væk fra området omkring Schwedenplatz.

Den dræbte terrorist lå efter midnat fortsat foran Ruprechtskirche i Wiens centrum, oplyste avisen Der Standard. Politiet regner med, at manden har sprængstoffer i et bælte, og at der desuden en næsten fuld ammunitionstaske ved liget.

Angreb begyndte ved 20-tiden, hvor østrigsk politi fik besked om, at der blev skudt i Wiens centrum. Det var samtidig på det tidspunkt, hvor en østrigsk nedlukning på grund af voksende smitte med coronavirus skulle til at begynde.

Foto: JOE KLAMAR.

Det er ikke klart, om der er tale om et angreb, der var rettet mod synagogen. Det skriver lederen af det jødiske trossamfund i Østrig på Twitter.

»Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, om byens tempel var et af målene, skriver den jødiske leder,« Oskar Deutsch ifølge Ritzau.

Han tilføjer, at synagogen var lukket, da meldingerne om et angreb begyndte at indløbe i Wien mandag aften.

Foto: ALES HALADA.

Foto: LEONHARD FOEGER.

Foto: ALEX HALADA.

Højt sikkerhedsniveau også i København

B.T. var mandag aften i kontakt med Københavns Politi for at høre, hvorvidt skudangrebet på synagogen i Wien har indvirkning på deres sikkerhedsforanstaltninger på synagogen i København.

»Der er i forvejen et højt sikkerhedsniveau ved synagogen. Men det er klart, at vi holder øje med, hvad der sker i udlandet og har paraderne oppe,« siger vagtchefen.

Københavns Politi havde afspærret Ole Suhrs Gade og Krystalgade i København efter synagogeangrebet i Wien. Det oplyste vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz til Ritzau.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kalder angrebet i Østrig for tragisk. På Twitter skriver Jeppe Kofod, at »plagen fra terrorismen må stoppe«.

»Vi må og vil stå sammen i solidaritet og sympati med ofrene, deres familier og hele den østrigske befolkning,« skriver han.

Også den franske præsident, Emmanuel Macron, bakker på Twitter op.

»Vores fjender har brug for at vide, hvem de har med at gøre,« skriver han.