Flere meldes dræbt i israelsk angreb på hospital i Gaza
Redningstjeneste i Gazastriben melder om dræbte og sårede efter israelsk angreb på hospital i Khan Younis.

Redningstjeneste i Gazastriben melder om dræbte og sårede efter israelsk angreb på hospital i Khan Younis.

Fire mennesker meldes dræbt, og flere andre er blevet såret efter et israelsk luftangreb på en hospitalsbygning i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.
Det oplyser en talsperson for Gazastribens redningstjeneste natten til torsdag til nyhedsbureauet Reuters.
Det israelske militær har ikke umiddelbart kommenteret angrebet.
Tidligere onsdag blev tre palæstinensere dræbt i israelske angreb i Gaza By. Israels militær sagde efterfølgende, at det havde ramt militante.
En skrøbelig våbenhvile trådte i kraft den 10. oktober 2025 efter to års krig mellem Israel og den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse.
Trods våbenhvileaftalen, der blev indgået med egyptisk, qatarsk og amerikansk mægling, fortsætter den israelske hær med luftangreb i Gazastriben, skriver nyhedsbureauet AFP.
Våbenhvilen indebar en plan om på sigt at genopbygge Gazastriben, som er lagt i ruiner efter krigen, men der er kun gjort begrænsede fremskridt.
Forhandlerne har ikke kunnet nå til enighed om betingelserne for, at Hamas skal afvæbnes, eller for at Israel skal trække sine styrker tilbage.
Det israelske militær kontrollerer ifølge Reuters omkring to tredjedele af Gazastriben - områder, som militæret har beordret indbyggerne til at forlade.
Israel hævder, at Hamas forsøger at reorganisere sig og genopbygge våbenlagre. Hamas siger, at bevægelsen er forpligtet til våbenhvilen og beskylder Israel for at forsøge at undergrave aftalen.
Mindst 1600 palæstinensere er blevet dræbt i israelske angreb i Gazastriben, siden våbenhvilen trådte i kraft for over et år siden. Det oplyser sundhedsmyndighederne i Gazastriben. Fire israelske soldater har mistet livet i samme periode.
Ifølge myndighederne i Gazastriben er flere end 74.000 blevet dræbt i Gazastriben under Israels offensiv i området.
Det israelske militær gik ind i Gazastriben, efter at Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023 og dræbte omkring 1200 mennesker.
RITZAU