Flere lande ramt af storm - tusindvis uden strøm og fly aflyst
Stormen Boelo har ramt store dele af Europa, hvor kraftig vind har ført til strømafbrydelser og aflyste fly.

Stormen Boelo har ramt store dele af Europa, hvor kraftig vind har ført til strømafbrydelser og aflyste fly.

Det er ikke kun Danmark, der søndag er blevet ramt af stormlavtrykket, der har fået navnet Boelo.
Norge blev natten til søndag ramt af stormvejr, som har efterladt flere tusinde uden strøm.
Omkring 3000 elkunder i det sydlige og østlige Norge var fortsat uden strøm søndag formiddag.
Flere tusinde andre havde fået strømmen tilbage efter tidligere på dagen at have været i samme situation. Det skriver nyhedsbureauet NTB.
Dele af Storbritannien er også blevet ramt af stormen Boelo med kraftige vindstød.
Ifølge BBC var over 80.000 elkunder berørt søndag morgen. Det oplyser Energy Networks Association til mediet.
Også Irland og Nordirland er ramt af strømafbrydelser som følge af stormen. Ifølge BBC er tusindvis af hjem på øen Irland uden strøm.
Northern Ireland Electricity oplyser til det britiske medie, at 7000 af selskabets kunder er berørt.
Omkring 41.000 hjem, gårde og virksomheder i Republikken Irland var søndag morgen uden strøm, skriver BBC.
Stormen har også ført til aflyste fly i lufthavnene Belfast City og Belfast International i Nordirland samt Dublin i Irland.
Ifølge The Guardian har den kraftige vind også ramt Skotland og det nordlige England.
Hundredvis af fly er ifølge avisen blevet forsinket eller aflyst i flere lufthavne i Storbritannien og Irland, heriblandt Dublin, Heathrow, Manchester, Edinburgh og Glasgow.
I Holland har Schiphol-lufthavnen i Amsterdam, en af Europas travleste lufthavne, søndag aflyst dusinvis af fly på grund af stormen Boelo. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
AFP har talt sig frem til omkring 90 aflyste afgange søndag ud fra oplysninger på den hollandske lufthavns hjemmeside.
- På grund af kraftig vind forventes færre fly at lette og lande søndag den 25. oktober, lyder det fra lufthavnen, som ikke har oplyst det præcise antal berørte fly.
RITZAU