Flere lande overvejer alligevel at give AstraZeneca-vaccine til ældre

Ligesom i Danmark har flere lande hidtil afvist brug af AstraZenecas vaccine til ældre. Men de retningslinjer bliver nu ændret flere steder, da vaccinen har en god effekt mod indlæggelser, viser tal.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

I Frankrig udvider de brugen af AstraZeneca-vaccinen til også at omfatte ældre med sundhedsproblemer. Tyskland overvejer at følge deres eksempel. Det samme gælder Sverige.

Det skriver nyhedsbureauet dpa og det svenske medie Omni.

For nye tal fra Storbritannien viser, at AstraZeneca-vaccinen med en enkelt dosis kan reducere risikoen for at blive indlagt på hospitalet med 94 procent. En anden undersøgelse vurderer, at vaccinering med AstraZenecas vaccine reducerer risikoen for en indlæggelse med 80 procent blandt personer over 80 år.

»Det er utrolig meget bedre at få en AstraZeneca-indsprøjtning, hvis man er 75 år end at sidde og vente i to måneder på en fra Pfizer,« siger Agnes Wold, professor i klinisk bakteriologi, til Expressen.

Flere svenske læger anbefaler nu, at der bør ses nærmere på, hvorvidt vaccinen også skal gives til borgere over 65 år, da det kan være med til at reducere antallet af hospitalsbesøg og dermed presset på sygehusvæsenet.

I Frankrig er beslutningen allerede truffet og ældre i alderen 65 til 75 år kan nu få vaccinen, hvis de for eksempel har sukkersyge eller højt blodtryk.

Det vil betyde, at potentielt yderligere 2,5 millioner mennesker vil være del af den gruppe, der kan få vaccinen i Frankrig.

Ældre i Frankrig i alderen 65 til 75 år kan nu også få AstraZenacas vaccine, hvis de for eksempel har sukkersyge eller højt blodtryk. (Arkivfoto.) Vaclav Salek/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med beslutningen vender Frankrig på en tallerken efter tidligere at have sagt, at personer over 65 år ikke burde få vaccinen, da effekten er for usikker.

I Danmark er vaccinen kun godkendt til personer under 65 år.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har godkendt vaccinen til alle voksne. EMA lader det dog være op til de enkelte medlemslande at bestemme de præcise kriterier, skriver britiske BBC.

Upopulær vaccine

I Danmark er AstraZeneca den mindst populære blandt de godkendte vacciner i befolkningen.

En Voxmeter-måling fra slutningen af februar viser, at det for 43 procent af befolkningen betyder noget, om der står Pfizer, Moderna eller AstraZeneca på vaccinen.

Blandt de 379 respondenter, der har en foretrukken vaccine, svarer 87 procent, at de foretrækker Pfizers coronavaccine. Otte procent foretrækker Modernas, mens kun tre procent foretrækker AstraZenecas.