Der er både kvæstede og omkomne personer, efter at en bus fredag eftermiddag omkring klokken 15 kørte ind i et busskur på Valhallavägen i det centrale Stockholm.
Det bekræfter svensk politi i en pressemeddelelse.
- Flere personer blev påkørt af en bus på Valhallavägen uden for Teknisk Højskole. Efter hændelsen er der både kvæstede og omkomne personer, lyder det.
For nuværende kommenterer politiet ikke antal, køn eller aldre på de ramte.
Minimum fem personer er enten kvæstede eller omkomne, skriver det svenske public service-medie SVT, som også har set en ambulancehelikopter på stedet.
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, har kommenteret ulykken til det svenske public service-medie SVT.
- Jeg har modtaget den tragiske besked, at flere personer er omkommet og kommet til skade ved et busstoppested i det centrale Stockholm. Mennesker, som måske var på vej hjem til familie, venner eller en rolig aften derhjemme, skriver han.
Ifølge det svenske medie Aftonbladet er chaufføren, der var alene i bussen, anholdt. Det er dog ikke bekræftet af politiet.
Politiet oplyser, at man sammen med redningstjenesten og ambulancer arbejder på stedet.
Det kan også ses på billeder fra ulykkesstedet, hvor også en dobbeltdækkerbus kan ses.
Svensk politi betegner hændelsen som groft uagtsomt manddrab, men årsagen til det, der er sket, er endnu ukendt.
Bussen, der har været involveret i ulykken, kommer fra virksomheden Transdev.
Det skriver SVT, som har talt med virksomhedens kommunikationschef, Lovisa Åbom.
Den seneste officielle meddelelse fra politiet går på, at et krisecenter er blevet sat op på en skole i området.
Her kan personer, der har behov for at tale med en professionel efter hændelsen, møde op. Centeret er foreløbigt åbent til klokken 19.00.
/ritzau/
