Flere hundrede gymnasier i Frankrig indstiller undervisning
Undervisningsminister siger, at flere hundrede skoler lukker efter en periode med protester fra studerende.

Undervisningsminister siger, at flere hundrede skoler lukker efter en periode med protester fra studerende.

Undervisningen vil blive helt eller delvist indstillet på 400-500 gymnasier i Frankrig, siger landets undervisningsminister Edouard Geffray søndag.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Ifølge NTB sker nedlukningen, fordi 24 franske gymnasier har været udsat for hærværk af utilfredse elever.
Protesterne startede 17. september ved en skole i Paris.
De utilfredse elever protesterer mod, hvad der ifølge dem er for højt lærerfravær, for lange undervisningsdage og nedslidte faciliteter.
De demonstrerende er studerende i de gymnasietrin, der omfatter elever i alderen 15 til 18 år.
Ifølge NTB siger undervisningsministeren, at 78 ansatte på skoler er kommet til skade under optøjerne.
- De blev bevidst angrebet, fordi de var ansatte i uddannelsessystemet, siger Edouard Geffray ifølge NTB.
Desuden er omkring 170 elever blevet kvæstet i forbindelse med urolighederne.
Tidligere på ugen udtalte den franske undervisningsminister, at han mener, at "gymnasieelevernes protestbevægelse er blevet taget som gidsel af ekstremt voldelige yderliggående grupper".
Hans ministerium oplyste kort efter middag fredag, at undervisningen var blevet forstyrret på flere end 560 ud af landets 3700 gymnasier.
Den franske justitsminister Gerald Darmanin har oplyst, at han har bedt anklagemyndigheden om at holde elevernes forældre ansvarlige for skaderne.
Forældrene skal "betale for reparationerne", lød det fra ham.
Over 5000 personer er blevet anholdt, siden protesterne startede.
Størstedelen af de anholdte er mindreårige.
RITZAU