Flere frygtes dræbt i jordskred i Uganda

Over 100.000 beboere i bjergområde i Uganda er i fare for at blive ramt af jordskred, siger myndigheder.

UGANDA-MUDSLIDE - 201906051134
Bududa og det omkringliggende område har tidligere været ramt af dødelige jordskred - her i 2012, hvor 18 mennesker blev dræbt. (Arkivfoto) Isaac Kasamani/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fem mennesker formodes omkommet og snesevis af andre er savnet efter et jordskred i Uganda.

Omkring 150 huse er ifølge de foreløbige meldinger ødelagt af jordskreddet, oplyser ugandisk Røde Kors.

»De foreløbige oplysninger, vi har fået, tyder på, at omkring 150 huse kan være ødelagt. Fem mennesker formodes at være døde, og omkring 50 er savnet,« lyder det i meddelelsen.

I en meddelelse fra premierminister Ruhakana Rugundas kontor hedder det, at "der er meldinger om fordrivelse, ødelæggelse af ejendom og savnede personer".

»I alt bor over 100.000 mennesker i risiko ved foden af Elgon, hvor de vurderes at være i stor fare og har brug for at blive flyttet,« lyder det fra premierministerens kontor.

Tunge regnskyl har forårsaget oversvømmelser og jordskred i Bududa-regionen i det østlige Uganda.

Bududa ligger ved foden af bjerget Elgon på grænsen mellem Uganda og Kenya. Risikoen for jordskred er høj i denne region.

En lokalpolitiker, Godfrey Watenga, fortæller, at jordskreddet skete sent tirsdag aften.

»Det er en tragisk hændelse. Mange meldes dræbt og mange er savnet. Vi forsøger at få flere oplysninger, men området her er vanskeligt at manøvrere i og komme frem til de ramte landsbyer,« siger Watenga.

/ritzau/AFP