Flere europæiske supermarkeder ramt af hackerangreb
Der er mandag problemer med kølesystemerne i en række europæiske supermarkeder efter et hackerangreb.

Der er mandag problemer med kølesystemerne i en række europæiske supermarkeder efter et hackerangreb.

Frysere og køleskabe i den irske supermarkedskæde Supervalu er mandag ramt af et hackerangreb.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kæden er blot den seneste i en række supermarkedskæder, der mandag har berettet om problemer med deres kølesystemer.
Den svenske kæde Ica var først til at bekræfte, at "et begrænset antal" butikker var ramt af en hændelse.
Her blev der opsat skilte, hvor det fremgik, at der var tale om et cyberangreb.
I et opslag på Facebook blev det desuden beskrevet, at temperaturen var blevet skruet op til 50 grader.
Kort efter fulgte flere andre supermarkedskæder i både Sverige, Belgien og Luxembourg.
Flere Coop-butikker i Sverige er ramt, og det samme gælder kæderne Carrefour i Belgien og Ahold Delhaize i både Belgien og Luxembourg.
Der er ikke fuldstændig klarhed over, hvor omfattende angrebet er.
På nuværende tidspunkt er 13 af de irske Supervalu-butikker ramt, mens det gør sig gældende for 15 Carrefour-butikker.
Det er uvist, hvem der står bag.
Der kommer løbende meldinger fra flere dagligvarebutikker rundt omkring i Europa, som oplever lignende problemer.
Dagligvarekoncernen Axfood i Sverige har tilsluttet sig omkring klokken 13.30.
Koncernen oplyser til Reuters, at et distributionscenter for hjemmelevering af dagligvarer i Göteborg også er hacket.
Meldingerne har også vakt danske myndigheders opmærksomhed.
Styrelsen for Samfundssikkerhed skrev tidligere, at situationen bliver fulgt tæt, og at der arbejdes på at afdække, om danske virksomheder er berørt.
Styrelsen oplyser, at lignende angreb kan ske mod Danmark. Derfor lyder opfordringen, at myndigheder, virksomheder og organisationer gennemgår sikkerheden omkring deres køle- og frysesystemer.
RITZAU