Flere europæiske lufthavne er tirsdag påvirket af vejrforhold, der har givet glatte landingsbaner.
I Wien i Østrig er lufthavnen lukket, og det vil den være frem til tidligst klokken 11.00, oplyser lufthavnen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det samme gælder lufthavnen i Slovakiets hovedstad, Bratislava, der er lukket frem til klokken 11.15.
- Et beredskabsteam er i gang med at vurdere bremseevnen på landingsbanen for at afgøre, hvornår lufthavnen igen kan genoptage driften på sikker vis, skriver Bratislavas lufthavn på sin hjemmeside.
Prag Lufthavn er også ramt af vejrforholdene. Den tjekkiske lufthavn opererer tirsdag i et "meget begrænset omfang".
- På grund af intenst isslag er ankomster begrænset for at afise hovedlandingsbanen, taxaveje og flystandpladser. Disse begrænsninger vil medføre flyforsinkelser i løbet af dagen, skriver Prag Lufthavn på sin hjemmeside.
Det kolde vintervejr påvirkede også Frankfurt Lufthavn mandag.
Her blev en tiendedel af lufthavnens planlagte ankomster og afgange aflyst på grund af is og sne.
/ritzau/