Flere er dræbt i russiske angreb i Ukraine
Russiske angreb rammer Kyiv og andre byer om dagen og tegner et nyt mønster af angreb når som helst på døgnet.

Russiske angreb rammer Kyiv og andre byer om dagen og tegner et nyt mønster af angreb når som helst på døgnet.

Russiske droner har mandag ramt Ukraines nationale akademi for videnskab, der ligger i det centrale Kyiv.
Én person er dræbt og seks andre såret, heriblandt tre børn. Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X.
Kyivs borgmester melder ligeledes om én dræbt, men oplyser, at der er 19 sårede, skriver Reuters. Seks af de sårede får behandling på et hospital.
Videoer, der er blevet delt på nettet, viser en drone komme flyvende i høj fart og brage ind i det nationale akademi for videnskab, der ligger i Kyivs gamle bydel.
Andre billeder viste folk hænge ud af vinduerne på bygningen efter angrebet, mens høje orange flammer var i færd med at fortære bygningen.
Akademiet betegner ifølge nyhedsbureauet AFP angrebet som "russisk terror", der er rettet mod "fredelige folk, der blot befinder sig på deres arbejdsplads" inden for "ukrainsk videnskab, uddannelse og kultur".
- Hver eneste russiske terrorhandling resulterer i tab, der kunne være undgået, hvis presset på Rusland langt om længe var blevet totalt, skriver Zelenskyj og efterlyser fornyet pres på blandt andet Ruslands produktion af våben.
Zelenskyj tilføjer, at andre russiske angreb i hovedstaden har ramt blandt andet en medicinsk enhed og et medicinalselskab.
I det øvrige Ukraine er mindst fire dræbt og 19 såret i et angreb mod et erhvervscenter i byen Dnipro, skriver AFP.
I Kharkiv i det østlige Ukraine melder myndighederne om et endnu ukendt antal ofre efter et angreb mod et boligområde.
Kyiv er blevet ramt af et stigende antal angreb med droner og missiler i de seneste måneder.
Rusland benytter i stigende grad droner, der er drevet af jetmotorer. De er hurtigere og sværere at skyde ned end de tidligere modeller, herunder de iranske Shahed-droner.
Sideløbende har Ukraine optrappet angrebene i Rusland. De angreb er især rettet mod olieanlæg og it-kæmpen Wildberries, der er Ruslands svar på Amazon.
Ukraine beskylder disse sektorer for økonomisk støtte til krigen i Ukraine.
RITZAU