Flere end 20 flygtninge har mistet livet i nye skibsforlis i Middelhavet

Mindst 20 personer har mistet livet ved endnu et skibsforlis i Middelhavet, skriver nyhedsbureauet AP ifølge FOX.

Flygtninge ankommer på et kæntret skib til Rhodos i Grækenland. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOUKAS MASTIS

ITALIEN: Flere end 20 personer har mandag mistet livet ved tre nye skibsforlis i Middelhavet, skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere udenlandske medier.

Den største af bådene har angiveligt flere end 300 mennesker om bord, oplyser Den Internationale Organisation for Migration. Ved den ulykke meldes 20 omkommet, men dødstallet frygtes at stige i takt med, at redningsarbejdet skrider frem.

Ved en anden bådulykke mandag har mindst tre mennesker, deriblandt et barn, mistet livet, da en båd med over 80 migranter kæntrede ud for den græske ø Rhodos i Det Ægæiske Hav. Det oplyser den græske kystvagt til nyhedsbureauet Reuters.

Den Internationale Organisation for Migration har endnu ikke oplyst detaljer om det tredje forlis.

Over 650 bådflygtninge druknede i weekenden i Middelhavet. Katastrofen skete, da et portugisisk handelsskib nærmede sig sent lørdag aften. De op mod 700 flygtninge i den lille båd prøvede alle at komme tæt på handelsskibet, symbolet på en mulig redning fra det enorme hav og den farefulde tur fra Nordafrika til Europa.

I sidste uge omkom 450.

Sidste år mistede 3.279 bådflygtninge ifølge den internationale flygtningeorganisation IOM livet i Middelhavet. I alt menes 1.500 kvinder, mænd og børn at være omkommet i de første fire måneder i år. Antallet i samme periode sidste år var 96. Tallene, herunder katastrofen i weekenden, er bekræftet af Den Internationale Organisation for Migration (IOM) og FNs Flygtningekommissariat, UNHCR.

De europæiske landes ledere har mandag holdt møde om netop de mange skibsforlis i farvandet, der skiller Europa og Afrika. EU-landene har samstemmigt meldt ud, at noget må gøres efter weekendens tragedie. Men det står endnu ikke klart, hvad lederne kan blive enige om.