Flere end 100 Taliban-oprørere dræbt i Sydafghanistan

Mindst 100 medlemmer af Talibanbevægelsen blev tirsdag dræbt under kampe med den internationale koalitionsstyrke i det sydlige Afghanistan.

Amerikanske og afghanske styrker dræbte tirsdag flere end 100 medlemmer af Taliban-bevægelsen under sammenstød i den sydlige del af Afghanistan.

Det oplyser amerikanske militærkilder.

Hovedparten af oprørerne blev dræbt af amerikanske kampfly, som blev kaldt ind for at hjælpe landstyrkerne. Sammenstødene skete syd for byen Kandahar i provinsen af samme navn.

Under kampene blev tre amerikanske soldater såret, mens en afghansk soldat omkom. Ifølge en amerikansk talsmand begyndte kampene, da en amerikansk enhed under patrulje faldt i et baghold af en større gruppe talibanere.

Også i den østlige del af landet var der uro. En gruppe oprørere forsøgte at stoppe byggeriet af en bro og beskød koalitionssoldater. Tre amerikanske soldater blev dræbt, sagde en kilde, der ikke ville have sit navn frem.

/ritzau/