Indbyggere i den islandske by Grindavik frygter nu, at de aldrig får mulighed for at vende tilbage til deres hjem, efter at et vulkanudbrud søndag ødelagde flere huse i byen.
Det skriver den britiske avis The Guardian, der har talt med 31-årige David Ingi Bustion, hvis familie har boet i byen i tre generationer:
»Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. Det har sået tvivl om vores tilværelse,« siger han og tilføjer:
»Få huse er brændt ned, men vandrør og elektriciteten er blevet beskadiget, så der er ingen varme, og det har været rigtig koldt.«
Jon Gauti Dagbjartsson, som også bor i byen, er heller ikke specielt optimistisk på byens vegne:
»Jeg bor i det hus, jeg blev født i, og det er hårdt at tænke på, at det kan være slut for byen, og at jeg bliver nødt til at starte forfra et andet sted. Men hvis det er tilfældet, så er det præcis, hvad vi kommer til at gøre,« siger han søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udbruddet begyndte søndag morgen, efter at området i lang tid har været præget af hundredvis af jordskælv og andre vulkanudbrud.
18. december var der således et kraftigt vulkanudbrud nær Grindavik, som ligger 40 kilometer sydvest for den islandske hovedstad, Reykjavik.
Langt størstedelen af byens indbyggere blev dengang evakueret for en sikkerheds skyld, men mere end 100 personer er vendt tilbage til byen i løbet af de seneste uger.
Men det blev en kort fornøjelse, for de blev evakueret igen søndag morgen klokken tre, da udbruddet begyndte:
»De fleste af vores familiemedlemmer var flyttet tilbage til Grindavik og var i byen, da det skete. Klokken tre søndag morgen blev de vækket af sirener og måtte flygte. Folk har reageret forskelligt, men en af mine kusiner blev meget forskrækket,« fortæller David Ingi Bustion.
Videoer viser brændende huse, da lavaen ramte et parcelhuskvarter, men der er ingen meldinger om omkomne i forbindelse med søndagens vulkanudbrud. En mand er dog meldt savnet, efter han faldt ned i en sprække i jorden.
Magnús Tumi Guðmundsson, som er geofysiker ved Islands Universitet, siger mandag ifølge The Guardian, at den vulkanske aktivitet nær byen er aftaget markant i løbet af natten til mandag, men at det fortsat er umuligt at sige, hvordan det ender.
Et spørgsmålstegn i tilværelsen
31-årige David Ingi Bustion fortæller, at vulkanudbruddet har sat folk i en usikker position:
»Folk, der bor i Island, har været ret heldige rent økonomisk, og livet har været ret stabilt. Men denne episode har sat et stort spørgsmålstegn ved vores tilværelse. Mange mennesker har optaget lån i en ejendom, der i bund og grund er værdiløs nu.«
Islands præsident, Guðni Th. Jóhannesson, kommenterede vulkanudbruddet søndag. Han siger, at Island er oppe imod »enorme kræfter fra naturen«:
»Vi håber fortsat på et så godt udfald som muligt. Vi vil fortsætte med at varetage vores opgaver, og vi vil fortsætte med at stå sammen,« sagde præsidenten søndag aften.
Vulkanforskeren Thorvaldur Thordarson har som beskrevet i Berlingske sagt, at situationen er alt andet end ønskværdig, og at lavaen sagtens kan ramme langt flere hjem.
»Det er måske et af de værste steder, vi kunne få et udbrud,« siger Thorvaldur Thordarson.
Årsagen til vulkanudbruddene i byen Grindavik skal findes i, at Island ligger over et vulkansk hotspot i det nordlige Atlanterhav, som er i udbrud hvert fjerde til femte år.
Det mest kendte udbrud i nyere tid var udbruddet i vulkanen Eyjafjallajokull, som forårsagede askeskyer, der var så store, at de forhindrede lufttrafik på tværs af Europa i flere uger.
Det fik 10.000 flyvninger aflyst, og det berørte over ti millioner mennesker.