Flemming Rose får international pris for sin kamp for ytringsfriheden

Flemming Rose har modtaget den fornemme Friedman pris. På billedet modtager han den store Publicistpris 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

NEW YORK: For Jyllands-Postens tidligere udlandsredaktør, Flemming Rose, er det selvfølgelig noget helt særligt at få tildelt den fornemme Milton Friedman pris ved en ceremoni i New York, hvilket sker natten til torsdag dansk tid.

Det er det liberale Cato-institut, der uddeler prisen. For en »klassisk liberal«, som Flemming Rose kalder sig, er det derfor noget nær det største, man kan forestille sig. Prisen uddeles kun hvert andet år, og man bliver kandidat til prisen gennem en international udvælgelse. Priskomiteen tæller fremtrædende personer og Nobel-pristagere. Så Frieman-prisen er ganske enestående.

»For mig er det selvfølgelig noget helt særligt at få denne frihedspris, fordi jeg er vokset op med Friedman og med tanken om, at frihed og demokrati går hånd i hånd. Friedman var en af de personer, der i populær form beskrev og analyserede den tætte forbindelse mellem demokrati og kapitalisme. Og den frie markedsøkonomi var en del af det at have et demokrati. Friedman selv fik Nobelprisen i 1976, og han var et forbillede for Ronald Reagan og Margaret Thatcher. For mig som en klassisk liberal er det meget specielt at få en pris, der bærer hans navn. Og jeg er stolt over at være havnet i selskab med de personer, der har fået prisen tidligere. For ikke at tale om priskomiteen, som har peget på mig,« siger Rose til Berlingske i New York.

Prisen er på 250.000 dollar, og den uddeles i overværelse af 800 indbudte gæster på det berømte Waldorf Astoria hotel i New York. Og selv om 250.000 dollar selvfølgelig er værd at tage med, når man nu lever uden en fast løn, så ligger det fjernt fra Rose at tænke i de baner, når man møder ham for at drøfte frihed, demokrati og ytringsfrihed. For det er det, der optager Flemming Rose i den grad, at han har forladt Jyllands-Posten for at være en del af den debat. På fuldtid.

»For det var ikke muligt at passe både et job som udlandsredaktør og så være helt fremme i denne debat på en gang,« siger Flemming Rose, der ikke blot har været bannerfører i diskussionen om ytringsfriheden ved at være den, der blev eksponent for offentliggørelsen af de såkaldte Mohammed-tegninger. Han har også udgivet to bøger om emnet – »Tavshedens Tyranni« og »Hymne til Friheden«. Og Rose mærker stadig konsekvenserne af sit engagement for ytringsfriheden og Mohammed-tegningerne. Man mødes stadig ikke med Flemming Rose, uden at der – diskret i baggrunden – sidder sikkerhedsvagter og overvåger situationen.

Flemming Rose er dybt optaget af den flygtningekrise, der har ramt Europa. Det er for ham helt afgørende, hvordan Europa i de her år klarer denne situation.

»Det er en utrolig krise, hvor man skal klare en etnisk, religiøs og moralske mangfoldighed uden at give køb på fundamentale frihedsrettigheder. Flygtningekrisen har bare accelereret den udfordring, vi i forvejen stod over for. Vi ser det i Danmark, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen f.eks. har foreslået kriminalisering af religiøse ytringer. Vi har set EU opfordre til en lov mod hadefulde udtalelser. Og et Tyskland, der har slået ned på hadefulde skriverier på de sociale medier,« siger Flemming Rose. Han mener, at debatterne er blevet skærpet mere, end han havde forestillet sig dengang, Mohammed-krisen startede.

»Og det er kun begyndelsen. De udfordringer, Europa står over for nu med at skulle integrere de mange flygtninge med en anden religion, en anden kultur og en anden forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert, vil skabe konflikter. Og rigtig mange politikeres instinktive fornemmelser er at forbyde flere ting,« siger han.

Flemming Rose er ikke i tvivl om, at man ikke kan besejre ekstremisme med at begrænse folks ytringsfrihed. Han er generelt modstander af at begrænse ytringsfriheden undtagen over for opfordring til vold.

»Grundlæggende er jeg ikke tilhænger af ubegrænset ytringsfrihed. Så det er lidt af en karikatur at sige, at jeg er det. Jeg er tilhænger af at kriminalisere tilskyndelse til vold, og så kan man diskutere, hvad det betyder, for der er nogle gråzoner. Jeg er også tilhængere af, at der skal være en beskyttelse af privatlivets fred, når man taler om sociale medier. Og jeg mener ikke, at medier skal have ret til at offentligøre hvad som helst om normale borgeres liv. Jeg er også tilhænger af injurielovgivningen. Jeg er dog modstander af blasfemi-paragraffer og racismeparagraffen, fordi de ofte i virkeligheden ikke bruges,« siger Flemming Rose, der mener, at ytringsfriheden ikke kun er truet af islam.

»Men man skal ikke stikke sig selv blår i øjnene. Debatten handler selvfølgelig også om islam, hvor radikale kræfter har vind i sejlene. Det har konsekvenser for religionsfrihed, kvindens ligestilling, homoseksualitet og andet. Det er klart med de mange muslimer, der er kommet til Europa, at der også er kommet mange mennesker, der har et andet syn på ytringsfrihed og på Europas normer. Det har så skabt konflikter. Det er Mohammed-krisen et klassisk casestudy på. I værdibaserede meningsmålinger kan man jo blandt muslimer i Europa se, at der er der mange, der støtter en sharia-lovgivning, og som er imod religionskritik og ligestilling mellem mænd og kvinder. Noget andet er så, om de samme muslimer vil handle på de holdninger. Det er der færre der vil. Der er f.eks. mange muslimer, der er tilhængere af dødsstraf for frafald og for blasfemi. Men noget andet er at handle på det. Jeg synes, at regeringen går for langt med at bekæmpe radikaliseringen, når man vil kriminalisere religiøse ytringer, også selv om de er anti-demokratiske. Det hjælper ikke noget,« siger Flemming Rose.

Han sammenligner den nuværende situation med situationen efter Anden Verdenskrig, hvor der netop var en diskussion om at forbyde nazi-partiet – noget som en del danskere gik imod, blandt andre Poul Henningsen. Nazi-partiet fik heller ingen betydning i Danmark lige efter krigen, ligesom Flemming Rose mener, at historien viste, at det var rigtigt heller ikke at forbyde Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) på trods af, at det stod i ledtog med Sovjetunionen og helt åbenlyst ville omstyrte den demokratiske danske regering.

»Forskellen er selvfølgelig, at der er nogle sociale normer, der er provokerende i forhold til dengang. Jeg bryder mig heller ikke om at se en kvinde i Niqab, Jeg bryder mig heller ikke om at se TV-programmer med radikale imamer. DKP havde de samme normer som os andre. De drak de samme øl. De havde det samme syn på kvinder. Men alligevel ville de styrte samfundet voldeligt. Så der er normerne forskellige fra det, vi oplever i dag med forskellige syn på kvinder og ligestilling«, siger Flemming Rose.

Så ubegrænset ytringsfrihed i alle former – det er ikke Flemming Rose. Men han hylder den danske »model«, fordi han mener, at den på en række måder med civilsamfundet er bedre til at tackle det end f.eks. Frankrig. Med andelsbevægelsen, højskolerne og et civilsamfund, der var og er stærkt, og som selv kunne regulere mange af ekstreme diskussioner. Frankrig, hvor statsmagten styrer det meste og ikke har et stærkt civilsamfund, går det værre. De kan lukke moskeer. Men det er også det, der svækker civilsamfundet, fordi det forhindrer en lokal debat. Det er det, der gør situationen værre end i Danmark, mener Rose.

Han advarer i New York generelt politikerne mod at reagere på alt, hvad der foregår på de sociale medier, fordi der netop der sidder mange mennesker, der siger noget, man tidligere kun lukkede ud hjemme ved køkkenbordene.

»De sociale medier har et pøbelvælde, og det kan være en debatmæssig skraldespand. Og man skal ikke reagere på alt, hvad der foregår der. Der er ikke grund til at stramme en lovgivning på grund af det, der foregår på de sociale medier. De sociale medier skal finde sit eget leje,« siger Flemming Rose, der ikke selv er på de sociale medier.

Og at debatten i det hele taget er vigtig, tyder uddelingen af prisen på. For Flemming Rosen får prisen netop for at arbejde ihærdigt med netop frihed og ytringsfrihed igennem mange år. Og den debat slutter ikke foreløbig.