Et fly er brudt i brand i Haneda-lufthavnen i Japans hovedstad, Tokyo.

Det viser billeder fra det japanske public service-medie NHK tirsdag.

Ifølge Japan Airlines var der 367 passagerer ombord på det brændende fly, skriver Sky News. Alle passagerer samt flypersonale er ude af flyet, oplyser selskabet.

Ifølge Japan Airlines er flyet kollideret med, hvad der ser ud til at være et fly fra den japanske kystvagt efter landingen i Haneda Lufthavn.

Den japanske kystvagt oplyser, at fem personer fra kystvagtsflyet er bekræftet døde i kollisionen.

Det skriver det japanske public service-medie NHK ifølge Reuters.

Videoer, der bliver delt på X, viser angiveligt passagerer, som bliver evakueret og flygter fra det brændende passagerfly.

Brandvæsenet forsøger i øjeblikket at slukke branden.

Flyet afgik fra Shin-Chitose-lufthavnen på øen Hokkaido.

Haneda-lufthavnen er Japans travleste.