Fire soldater er bekræftet døde efter brand på base i Canada
Canadas premierminister siger, at fire soldater har mistet livet i en voldsom brand på en militærbase lørdag.

Canadas premierminister siger, at fire soldater har mistet livet i en voldsom brand på en militærbase lørdag.

Fire soldater er døde efter en brand på en militærbase i Canada lørdag.
Det siger Canadas premierminister, Mark Carney, søndag aften dansk tid i en udtalelse sendt på tv.
De fire soldaters pårørende er blevet underrettet.
Desuden er dusinvis af soldater blevet såret, lyder det.
- I går eftermiddag hærgede en voldsom og hurtigt spredende brand den canadiske hærs base i Wainwright. Det, der fulgte, blev en af de værste tragedier for canadiske styrker på canadisk jord i fredstid, siger Carney ifølge CBC News.
Myndighederne i Canada har ikke ønsket at oplyse, hvor mange der mistede livet i branden, før de pårørende var blevet underrettet.
De canadiske medier CBC News og Global News har på baggrund af unavngivne kilder skrevet, at syv personer skulle være omkommet i branden.
Årsagen til branden er endnu ukendt.
Canadas militær har i en udtalelse søndag ifølge BBC oplyst, at der ikke er noget, der tyder på, at branden var et resultat af "terroraktiviteter".
Global News har på baggrund af unavngivne kilder skrevet, at branden skulle være brudt ud i forbindelse med en skydeøvelse.
Ifølge kilderne ramte et skud en gasledning eller en gasbrønd på basen, hvilket medførte en eksplosion omkring klokken 16.00 lokal tid.
Det beskrevne hændelsesforløb er ikke blevet bekræftet af myndighederne i Canada.
Myndighederne har oplyst, at der udbrød en brand på basen omkring klokken 16.00 lørdag, og at branden hurtigt spredte sig uden for træningsområdets grænser.
Ifølge CBC News blev der på et hospital i byen Edmonton omkring 200 kilometer fra basen erklæret en såkaldt orange kode.
Det er ifølge mediet en beredskabsprocedure, som skulle give hospitalet mulighed for at tage imod et højt antal patienter fra Wainwright.
Warren Thirsk, som er akutlæge på Royal Alexandra Hospital i Edmonton, siger til CBC News, at sundhedssystemet i Wainwright var "fuldstændig overvældet" af antallet af patienter, som havde brug for behandling.
- Der er flere patienter, end nogen af os ønsker at tælle lige nu. Det er en katastrofe. Det er en katastrofe, som sker en gang hvert 15. til 25. år, sagde han til mediet lørdag aften lokal tid.
Militærbasen CFB Wainwright ligger i den canadiske provins Alberta.
Basen er ifølge AFP blandt de største militærbaser i Canada, og den lægger jævnligt grund til øvelser, som involverer soldater fra Nato-lande.
RITZAU