Fire personer har onsdag mistet livet under israelske angreb i Gazastriben.

Det meddeler lokale hospitaler og Mahmoud Bassal, som er talsperson for civilforsvaret i Gaza, ifølge nyhedsbureauet AFP.

To af de dræbte var yngre mænd.

De mistede livet, da israelske styrker rettede angreb mod et køretøj i Khan Younis, der ligger i den sydlige del af Gaza, lyder meldingen fra Bassal og Nasser-hospitalet.

Yderligere to personer, heriblandt en kvinde, blev dræbt, da et israelsk luftangreb ramte en etageejendom i Gaza By. Det oplyser Bassal og Al Shifa-hospitalet.

Det israelske militær, IDF, er sent onsdag aften umiddelbart ikke kommet med oplysninger om angrebene.

Tidligere på dagen lød det fra IDF, at det i løbet af de seneste fire måneder har dræbt flere end 100 såkaldte terrorister under en operation i den nordlige del af Gazastriben.

Militæret oplyste desuden, at det har ødelagt tunneler med en samlet længde på cirka otte kilometer, som blev benyttet af militante grupper.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der står over for et tæt parlamentsvalg senere på måneden, har sagt, at der ikke vil blive skruet ned for angrebene mod Hamas.

Den militære bevægelse stod bag angrebet på Israel 7. oktober 2023.

Han har også sagt, at Israel ikke vil trække sig ud af Gaza, før Hamas opgiver alle sine våben.

Flere end 1430 palæstinensere, hovedsageligt civile, er ifølge områdets sundhedsmyndigheder blevet dræbt i Gaza, siden en våbenhvile trådte i kraft for et år siden.

Trods våbenhvilen er den humanitære situation fortsat alvorlig i Gaza. Hundredtusinder bor i telte og midlertidige boliger.

Israel vurderes nu at kontrollere omkring to tredjedele af Gaza, og der er begrænset fremdrift i USA's præsident Donald Trumps fredsplan for området.

RITZAU