Fire områder i Somalia mål for nyt amerikansk angreb

Nye amerikanske luftangreb i det sydlige Somalia, siger regeringen i Mogadishu.

Flere steder i det sydlige Somalia blev onsdag formiddag angrebet af USA's luftvåben. Det sagde kilder i den somaliske regering.

- Mens vi taler, bliver området bombet af Amerikas luftvåben, sagde kilden.

Et par timer senere sagde han, at fire lokaliteter, nemlig Hayo, Garer, Bankajirow og Badmadowe, var blevet angrebet. De to sidstnævnte steder skal være bombet voldsomt.

Oplysningerne kom oven på de seneste dages meldinger om, at USA har gennemført luftangreb flere steder i Somalia.

Amerikanske efterretningskilder har sagt, at et al-Qaeda-medlem, der deltog i angrebet på de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya i 1998, blev dræbt ved et luftangreb søndag.

/ritzau/