Fire lig er fundet efter bådbrand nær Los Angeles - 29 savnes

Brand på en dykkerbåd i det sydlige Californien frygtes at have kostet adskillige livet. Fire lig er fundet.

Fire lig er mandag formiddag lokal tid blevet bjærget efter en voldsom brandulykke på en båd i det sydlige Californien i USA.

Det oplyser kystvagten ifølge nyhedsbureauet AP. Det lyder desuden, at de omkomne ser ud til at være druknet.

Redningsberedskab søger fortsat efter 29 savnede personer.

Den godt 20 meter lange dykkerbåd ved navn »The Conception« brød i brand natten til mandag lokal tid.

Fem besætningsmedlemmer befandt sig i den øverste del af båden og nåede at springe over bord, da branden brød ud. De blev efterfølgende samlet op af et redningsskib, skriver AP.

Passagererne befandt sig under dæk - ingen af dem vides at have overlevet.

Der har i løbet af mandagen været meldinger om, at der var tale om enten 33 eller 34 savnede passagerer.

Senest skriver AP, at der foruden de fire omkomne ledes efter 29 personer.

Mike Eliason fra det lokale redningsberedskab i Santa Barbara County bekræftede tidligt mandag, at 34 personer var savnet.

»Vi ved ikke, hvor de er, men det er også meget tåget derude,« sagde Mike Eliason til det amerikanske medie CNN.

»Vi håber stadig, at nogen er svømmet i land. Når skibet ligger for anker i løbet af natten, så er det ret tæt på land. Vi bliver nødt til at håbe, men vi forbereder os på det værst tænkelige scenarie,« lød det.

Redningsarbejdet er mandag formiddag fortsat i gang nær båden.

Den befinder sig nær Santa Cruz Island ikke langt fra Los Angeles i den sydlige del af den amerikanske delstat Californien.

Ifølge CNN har redningsarbejdet mandag været besværliggjort af, at der er udbrudt nye små brande på båden.

/ritzau/AP