Fire er døde ved kraftig eksplosion i Leicester

Britisk politi oplyser, at det stadig leder efter ofre for eksplosion. Fire er fortsat indlagt med skader.

Billede fra gårsdagens eksplosion i Leicester. Fold sammen
Læs mere
Foto: DARREN STAPLES

Fire personer er døde ved en eksplosion i den britiske by Leicester, oplyser britisk politi.

Politiet har tidligere oplyst, at eksplosionen søndag aften ikke havde forbindelse til terror.

»På dette tidspunkt er der bekræftet fire døde, og fire personer er fortsat på hospitalet, en med alvorlige skader,« hedder det i en erklæring fra politiet i Leicestershire.

Eksplosionen ødelagde en kiosk og en bolig, og politiet oplyste tidligere, at seks personer var kvæstet.

Politiet arbejder mandag morgen fortsat på stedet.

»Vi tror, der kan være folk, der endnu ikke er gjort rede for, og redningsindsatsen fortsætter for at kunne lokalisere flere ofre,« siger en talsmand for politiet.

Det skal blandt andet undersøges, hvad der var skyld i den kraftige eksplosion, og politiet er i gang med at afhøre folk i området.

/ritzau/AFP