Fire dræbt ved den iranske ambassade i Irak

Fire personer blev dræbt, da en bilbombe eksploderede på en parkeringsplads nær den iranske ambassade i Bagdad.

Mindst fire blev dræbt, da en bilbombe eksploderede tirsdag i nærheden af den iranske ambassade i Bagdad. Yderligere to blev såret. Det fortæller de lokale sikkerhedsmyndigheder.

Bomben sprang omkring klokken 11 lokal tid på en parkeringsplads, der ofte bliver brugt af personer, som besøger den iranske ambassade i den irakiske hovedstad.

Braget fik vinduer til at ryste i de omkringliggende bygninger og indhyllede parkeringspladsen i en tyk grå røg, hvor en bil var fuldstændig opslugt af flammer Det er ikke første gang, at den pågældende parkeringsplads bliver udsat for terror. I april eksploderede to bilbomber, der imidlertid ikke medførte store tab.

/ritzau/