Fire dage til EP-valget: DFs spidskandidat mødte op til ét Europa-møde på fire år

Frem mod valget til Europa-Parlamentet giver Berlingske hver morgen overblikket over de vigtigste historier.

DFs spidskandidat, Peter Kofod, er én af de politikere, der har højst fravær ved møder i Folketingets Europaudvalg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Godmorgen,

Fire dage inden danskerne skal stemme til europaparlamentsvalget, kommer her et overblik over de vigtigste EP-nyheder fra ind- og udland.

DFs spidskandidat mødte op til ét Europa-møde på fire år

Indtil Peter Kofod blev udnævnt til Dansk Folkepartis spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, har Europa ikke fyldt meget i hans politiske hverdag.

Ifølge Jyllands-Posten er Peter Kofod blot dukket op til et enkelt møde i Folketingets Europaudvalg, som han har været medlem af i fire år.

Siden 27. november 2015 har den kommende EU-politiker ikke deltaget i et eneste møde, viser opgørelser fra Tænketanken Europa og Folketingets hjemmeside.

Selv mener Peter Kofod ikke, at der er noget paradoksalt i, at han undlader at komme til udvalgsmøderne, der har til hensigt at føre kontrol med regeringens EU-politik.

»Som retsordfører har jeg været enormt engageret i retspolitik de seneste fire år. Europa-politikken har vores EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, passet på partiets vegne. Fuldstændig ligesom andre partier gør i mange andre udvalg,« siger Peter Kofod til Jyllands-Posten.

Siden 1. januar 2018 er syv medlemmer af Europaudvalget ikke mødt op til et eneste møde, mens 12 medlemmer er dukket op mellem en og ni gange, skriver Avisen Danmark.

Tysklands grønne parti stormer frem

For første gang nogensinde kan det ved et tysk valg til Europa-Parlamentet ende med, at de traditionelt to store partier – CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD – ikke bliver nummer et og to.

En række friske tyske meningsmålinger peger imidlertid på, at miljøpartiet De Grønne har overhalet Tysklands socialdemokrater og nu står til at blive det næststørste parti. De Grønne står til 18 til 20 procent af stemmerne – op mod en fordobling af resultatet fra 2014, da miljøpartiet opnåede 10,7 procent af stemmerne. Det viser en opgørelse fra mediet Politico.

Foruden klimaspørgsmålet har De Grønne markeret sig som en politisk modpol til det indvandringskritiske og EU-skeptiske Alternative für Deutschland. Målt på antallet af medlemmer er De Grønne det seneste år vokset til at være Tysklands tredjestørste parti. Læs mere om partiets succes – og udfordringer – her.

Fik du læst: Partierne har et hemmeligt våben til at nå dig

Berlingske har været på besøg hos et af de marketingbureauer, der er kommet på overarbejde under valgkampen. Under besøget hos Kvantum er reklamemanden Rasmus Frølund Thomsen i fuld gang med at lægge en plan, der skal hjælpe en »ganske særlig« kandidat i Folketinget.

Besøget er allerede blevet udskudt en gang, fordi to kandidater til Europa-Parlamentet i sidste øjeblik stod i døren og bad om digital førstehjælp.

Digitale politiske kampagner på Facebook og sociale medier er blevet langt mere personlige og sigter nu målrettet efter ganske bestemte persontyper, og det kan have omkostninger. Læs med her.

Der er debat i aften: Spidskandidater krydser klinger

I aften mødes de 10 spidskandidater til Europa-Parlamentet til debat i Pakhus 53 i Københavns Nordhavn. Debatten bliver sendt klokken 20 på DR1 og kan også følges direkte på Berlingske.dk.

Svensk kristendemokrat stemte mod retten til abort 22 gange

Hjemme i Sverige bakker landets kristendemokrater op om abortreglerne, som giver svenske kvinder ret til abort til og med 18. graviditetsuge.

I Europa-Parlamentet har Sveriges kristendemokraters eneste mandat, Lars Adaktusson, imidlertid stemt imod retten til abort 22 gange i i alt 29 afstemninger afholdt siden 2014 – det gælder både afstemninger, der omhandler abort i Europa og i resten af verden. Det skriver Dagens Nyheter.

Undervejs stemte Adaktusson som eneste svenske politiker imod et forslag om at fordømme Paraguay, som nægtede abort til en tiårig pige, der var blevet gravid efter en voldtægt.

Moderaterna, Liberalerna, Centerpartiet, Socialdemokraterna, Miljøpartiet, Vänsterpartiet og Feministiskt Initiativ stemte ja 29 ud af 29 gange.

Lars Adaktusson svarer til Dagens Nyheter, at han godt forstår, »det kan synes mærkeligt,« at han ofte stemmer mod abort, men at det skyldes hans politiske overbevisning om at modvirke EUs indflydelse.

Radikale misbrugte EU-penge til Morten Østergaard-video

Det er først og fremmest en video med triste scener: Interimistiske teltlejre, pigtrådshegn, henkastet affald og flygtninge på flugt, fastlåst og fanget allerede ved ankomsten til Europa.

Tungsindige klavertoner eliminerer den sidste rest af håb, og Morten Østergaard (R) synes at opsummere det med videoens indgangsreplik:

»Det er Europas dårlige samvittighed,« siger han.

Videoens omkostninger på 33.475 kroner er betalt af Europa-Nævnet. Men pengene er givet med betingelser. De skal bruges til oplysning og debat om EU. Og De Radikales video nævner nærmest ikke EU. Så nu skal pengene betales tilbage.