Fintælling kan ændre svensk valgresultat

Finoptællingen af stemmer efter det svenske valg slutter onsdag, og det kan flytte nok mandater til, at den borgerlige regering får absolut flertal.

Læs mere
Fold sammen

Det svenske riksdagsvalg er endnu ikke afgjort. Den borgerlige regering har stadig en mulighed for at få absolut flertal i Riksdagen.

Det er fintællingen, der er færdig i løbet af onsdagen, som afgør den endelige fordeling af mandater.

De fire borgerlige regeringspartier, der kalder sig Alliansen, har foreløbig fået 172 af Riksdagens 349 mandater og mangler derfor kun tre mandater i at have flertal.

Reelt mangler Alliansen godt 7000 stemmer for at få de tre mandater. Men for at regeringen skal få de nødvendige mandater, skal de resterende stemmer fordele sig mere fordelagtig for Alliansens partier, end de foreløbigt optalte stemmer har gjort.

Statsminister Fredrik Reinfeldt har fastslået, at valget ikke er afgjort endnu, og at han ikke vil indlede forhandlinger med partier uden for Alliansen, før det endelige resultat foreligger.

- Vi må vente, til vi får klar besked, sagde han sent mandag.

Det er de såkaldte "onsdagsstemmer", der bliver afgørende. Det er brevstemmer, der endnu ikke er talt op, og stemmer fra udlandssvenskere, som først åbnes i løbet af onsdagen.

/ritzau/