Finsk forsvar har fredag morgen indført midlertidige begrænsninger på trafikken til havs og i luften i den østlige del af Finske Bugt nær grænsen til Rusland.

Det meddeler den finske tv-station Yle.

Der er tale om et sikkerhedstiltag, der skal skabe tryghed for befolkningen og hjælpe myndighederne med dronebekæmpelse, skriver det finske forsvar på X.

Forsvaret meddeler dog ifølge Yle på X, at ingen droner er kommet på afveje i finsk luftrum.

Begrænsningerne gælder fra den finske hovedstad, Helsinki, og østpå til den russiske grænse.

De trådte i kraft kort før klokken 06 fredag morgen. Det er klokken 05 dansk tid.

En unavngiven kilde inden for russiske luftfartsmyndigheder siger til det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at begrænsningerne ventes at vare til klokken 09 Moskva-tid. Det er klokken 08 dansk tid.

- Flyvninger under 20 kilometers højde er midlertidigt blevet begrænset i luftrummet over den østlige del af Finske Bugt, som overvåges af finske flyveledere, siger kilden.

Den oplysning er ikke umiddelbart bekræftet fra finsk side.

RITZAU