En civil retssag mellem den amerikanske skuespiller Blake Lively og hendes tidligere kollega Justin Baldoni kommer ikke til at køre som ventet.

De to har nemlig indgået et forlig. Det oplyser Baldonis produktionsselskab mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er ikke kommet andre oplysninger frem om forliget.

Retssagen var planlagt til at foregå 18. maj.

Forliget kommer efter mere end et års stridigheder mellem de to skuespillere, efter at Lively beskyldte Baldoni for seksuel chikane under optagelserne til filmen "It Ends with Us" fra 2024, hvor de to havde hovedrollerne.

Baldoni instruerede desuden filmen.

Det var ventet, at der ved retssagen i maj kunne være kommet flere detaljer frem om Livelys beskyldninger mod Baldoni.

I en fælles udtalelse fra Lively og Baldonis advokater lyder det, at man anerkender, "at processen bød på udfordringer".

- Det er vores oprigtige håb, at dette medfører en afslutning på sagen og giver alle involverede mulighed for at komme videre på en konstruktiv måde og i fred, herunder i et respektfuldt miljø, lyder det i udtalelsen ifølge mediet NBC.

Lively sagsøgte i december 2024 Baldoni, hans produktionsselskab og andre personer og krævede en erstatning for påstået sexchikane, injurier og krænkelse af privatlivets fred.

Hun klagede over, at de sagsøgte skabte en seksualiseret atmosfære under filmens produktion og derefter forsøgte at bringe hende og andre til tavshed.

Siden da har Baldoni sagsøgt Lively for 400 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 2,6 milliarder danske kroner.

Ifølge Baldoni var der tale om en smædekampagne, som hun og hendes mand førte mod ham. Baldoni anklagede dem for æreskrænkelse og afpresning.

Blake Lively er gift med Hollywood-stjernen Ryan Reynolds.

En distriktsdommer i New York afviste Baldonis krav i juni sidste år.

Forliget mellem Lively og Baldoni kommer, efter at en føderal dommer i New York i april afviste størstedelen af Livelys søgsmål mod sin tidligere kollega.

Dommeren afviste søgsmålet med den begrundelse, at sagen var anlagt under californisk lov, mens den påståede seksuelle chikane skal have fundet sted andre steder end i Californien.

Blake Lively er bedst kendt for sin rolle som Serena van der Woodsen i tv-serien "Gossip Girl", mens Justin Baldoni tidligere har spillet rollen som Rafael Solano i tv-serien "Jane the Virgin".

/ritzau/