Filmglade turister truer nordnorsk økobalance

Disney-filmen Frost har ført til en markant øget tilstrømning af turister til Norge. Men på Lofoten er man bange for, at en ny Hollywoodfilm med Matt Damon i hovedrollen, som indspilles her, vil føre til at naturen og infrastrukturen bliver overbelastet.

De lokale frygter, at det bliver svært at nyde udsigten over Svolvær i Lofoten, hvis Hollywoodfilmen "Downsizing", der bl.a. optages i Norge, bliver et kæmpehit. Foto: Bo Johanson
Læs mere
Fold sammen

For meget af en god ting kan være vidunderligt, sagde den amerikanske skuespiller Mae West engang.

Det er man dog ikke helt enige i på halvøen Lofoten i det nordlige Norge, hvor flere er bange for, at en turistsucces er ved at komme ud af kontrol. Og det har overraskende nok en del med Hollywood at gøre.

I 2013 udsendte Disney filmen »Frost«, der er en temmelig fri genfortolkning af H. C. Andersens eventyr »Isdronningen«, og som ikke mindst blev kendt for det absurd ørehængende hit »Let it go«. Som forlæg for filmens fjeldfyldte kongerige, Arendal, valgte Disney at bruge området omkring Bergen.

Efterfølgende lancerede Disney også Frost-temarejser til Norge og gav det statslige agentur Innovation Norway lov til at bruge filmen til markedsføring på blandt andet websitet VisitNorway. Ifølge Innovation Norway oplevede Norge en vækst i amerikanske turister på 37 procent i de første måneder af 2014. En stigning, der kommer oveni en i forvejen voksende turisttilstrømning til landet.

Selv om Lofoten ligger omtrent 1.600 kilometer nord for Bergen, har halvøen også oplevet en markant forøgelse af turismen. Men frygten er, at en ny Hollywoodfilm vil føre til, at området bliver løbet over ende.

I det fjeldfyldte landskab omkring Trollfjorden på Lofoten indspiller blandt andre skuespilleren Matt Damon nemlig science-fiction-komedien »Downsizing«, som får premiere i 2017.

Gunnar Skjeseth er daglig leder og ejer af Lofoten Explorer, som blandt andet arrangerer udflugter på Trollfjorden, og han er ikke helt så begejstret, som man ellers kunne forvente af en, der lever af turister.

»Mange millioner kommer til at se denne film. Men samtidig kan det måske blive for meget af det gode, hvis der kommer endnu flere turister takket være filmen. Som rejsearrangør har vi i forvejen rigeligt at lave året rundt,« udtaler han til NRK.

Heller ikke borgmester Hans Fredrik Sørdal fra nærliggende Flakstad er ubetinget begejstret ved udsigten til flere turister.

»At Matt Damon og kompagni sætter Trollfjorden og omkringliggende kommuner på landkortet, er på den ene side positivt, men på den anden side udfordrende. I Flakstad har vi har mange problemer relateret til turisme i år, og vi må ændre meget til næste år.«

Lofoten har blandt andet kæmpet med manglende overnatningsmuligheder, nedslidning af stierne til populære udsigtsområder nær kysterne og dårlige toiletfaciliteter.

Til NRK har turister i området eksempelvis berettet, at en lille skov nær det populære fjeld, Gandalfveggen er blevet omdøbt til »The forest of shit« (lorteskoven, red.), fordi det er eneste sted, hvor det er muligt at træde af på naturens vegne. Lokale har også klaget over, at en kirkegård på halvøen er blevet brugt som teltplads af tilrejsende turister.