Fillon aflyser optræden og skal forklare sig for dommere

Den franske præsidentkandidat har uden varsel aflyst et besøg og er indkaldt af dommere i sag om hustrus løn.

Arkivfoto. Den franske præsidentkandidat har uden varsel aflyst et besøg og er indkaldt af dommere i sag om hustrus løn. Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK KOVARIK

Den konservative franske præsidentkandidat, Francois Fillon, er blevet tilkaldt af de undersøgelsesdommere, der undersøger beskyldninger mod ham om hans hustrus løn.

Det skriver det franske medie Journal du Dimanche Paper ifølge Reuters.

Samtidig meddeler Fillon, at han vil komme med en udtagelse til medierne klokken 12 lokal tid.

Onsdag morgen aflyste Fillon uden varsel et besøg til en landbrugsmesse.

Messen regnes for at være meget vigtig for præsidentkandidaten, hvis han skal sikre sig opbakning.

Vigtige politiske figurer, herunder præsidenten, besøger hvert år messen for at tale til og med landmændene.

Fillons stab har ikke givet en forklaring på aflysningen af besøget.

Besøget skulle være begyndt onsdag morgen, og flere journalister og medlemmer af staben var allerede på stedet for at byde ham velkommen.

Fredag anmodede Frankrigs anklagemyndighed om at få indledt en efterforskning af Francois Fillon, i sagen hvor han beskyldes for at have betalt sin hustru af skatteborgenes penge, for arbejde hun ikke har udført.

Fillon vil blandt andet blive efterforsket ud fra en mistanke om, at han har misbrugt offentlige midler, udtalte en repræsentant for anklagemyndigheden.

Den 62-årige politiker har tidligere været favorit til at besejre den yderste højrefløjs kandidat, Marine Le Pen, ved det franske præsidentvalg til foråret.

Men efter beskyldningerne, der først blev fremført af det satiriske ugemagasin Le Canard Enchainé, er han faldet støt i målingerne.

Fillon har været ude i de franske medier og undskylde over for det franske folk, at så mange af skatteydernes penge er endt i hans kones lommer.

Han har dog afvist, at det var ulovligt. Samtidig har han sagt, at hustruen faktisk har udført arbejde.