Filippinsk politi dræber 32 i narkokrig

Politiet i Filippinerne dræbte natten til tirsdag det hidtil største antal mennesker ved en politirazzia siden præsident Dutertes indsættelse sidste år.

Politiet i Manila, Filippinerne, dræbte natten til tirsdag det hidtil største antal mennesker ved en politirazzia siden præsidentens indsættelse sidste år. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: NOEL CELIS

Rodrigo Duterte blev sidste år Filippinernes præsident efter en jordskredssejr. Under valgkampen lovede han, at der ville blive slået masser af mennesker ihjel for at gøre kål på landets narkoproblemer, og indtil videre har han holdt sit noget morbide løfte. Det skriver The Guardian.

Omfattende razziaer mod flere steder i Bulacan-provinsen nord for den filippinske hovedstad Manila har natten til tirsdag ført til 32 dødsfald. Dødstallet er det højeste på én nat, siden 16 personer blev dræbt i forbindelse med en razzia i den sydlige del af landet 30. juli.

For den filippinske præsident Rodrigo Duterte har det fra begyndelsen været et kardinalpunkt at få sat en stopper for narkokriminaliteten i landet. Derfor indførtes kort efter hans indtræden som præsident såkaldte »Death Squads« – dødspatruljer – som består af filippinsk politi, der er massivt til stede i byerne.

Seniorpolitiinspektør Romeo Caramat fortalte onsdag, at 67 indsatser i forskellige dele af Bulacan-provinsen har ført til 32 døde mistænkte, mens 109 andre blev arresteret.

Romeo Caramats udtalelser opdaterede en politirapport, hvori der stod, at politiet i forbindelse med razziaerne havde fundet 21 skydevåben og ca. 100 gram methamfetamin.

Rodrigo Duterte indførte ved sin indsættelse, at politiet nu kunne dræbe personer alene på baggrund af mistanke om forbindelse til narkokriminalitet.

Ifølge tal fra regeringen er 3.451 personer blevet slået ihjel i forbindelse med politiets aktioner i krigen mod narkotika.

Duterte er bredt set meget populær i Filippinerne, men er samtidig blevet anmeldt til den Internationale domstol i Haag for forbrydelser mod menneskeheden.