Filippinernes vej ud af håbløsheden

Filippinerne på øen Leyte er fanget mellem håb og håbløshed. Tyfonen Haiyans hærgen, mistede slægtninge og røverier af den tildelte nødhjælp har vendt verden på hovedet for indbyggerne. Men samtidig forsøger et stolt folkefærd at holde fast i troen på fremtiden

ORMOC: »Det tog kun fem minutter, så var gaderne oversvømmede i op til tre meters højde. Vi var kravlet helt op på taget af huset, men blev blæst ned derfra og ført med ad den stride strøm, som flodbølgen skabte.«

Den 24-årige butiksassisten Marvin Embeynado fra byen Tacloban fortæller om minutterne for godt en uge siden, da supertyfonen Haiyan gik i land på den filippinske ø Leyte.

Filippinere er vant til kraftige storme og tyfoner, så fredag morgen var Marvin Embeynado sammen med en kammerat stået tidligt op for at fotografere uvejret, så de kunne sende billeder til familien i Cebu på naboøen. Men da Yolanda ramte land over 300 km i timen klokken 4.55, viste naturens kræfter sig fra en stærkere side end nogensinde før. Uvejret var nådesløst.

»Vi tog ned til centrum af Tacloban til Central Mall, hvor jeg arbejder. Vi regnede med, at vi kunne få nogle gode skud af tyfonen, når den blæste gennem hovedgaden. Men vi blev fuldstændig overraskede over, at stormen var så kraftig, som den var,« fortæller Marvin Embeynado i halvmørket på det lille pensionat i havnebyen Ormoc på den modsatte side af Leyte, hvor han sammen med sin kæreste er indlogeret, indtil han kan komme videre til sin hjemby Cebu.

En ting var de kraftige vindstød, der kastede rundt med hustage og rev træer op med rode. endnu værre var den flodbølge, som slog ind over byen og trak et spor af død og ødelæggelse efter sig. Marvin og hans ven søgte tilflugt i en tre etagers bygning, da de kunne se at vandet steg voldsomt i løbet af de få minutter.

De to venner delte skæbne med flere hundrede mennesker. Elmaster knækkede som tandstikker, bliktage med skarpe kanter blandede sig med ståldragere fra de omkuldrevne huse. I tumulten kostede det vennen livet.

»Jeg så, han blev spiddet bagfra af en ståldrager. Så forsvandt han ned under vandoverfladen. Jeg så det med mine egne øjne. Det var ubeskriveligt at være vidne til. Jeg kunne intet gøre – andet end at prøve at redde mig selv,« siger Marvin Embeynado.

Selv var han overbevist om, at han skulle dø. Der var allerede flere lig i de oversvømmede gader, men det lykkedes ham at komme i sikkerhed på et andet hustag, hvor flodbølgen ikke nåede op.

»Da vandet trak sig tilbage fra gaderne igen, søgte jeg mod »The Astrodome«, hvor mange på forhånd var søgt til, og hvor, jeg håbede, min kæreste ville være.«

Kæresten, Merci, var dér, og sammen kæmpede de sig vej til udkanten af Tacloban, hvor hendes families hus endnu stod modsat 90 procent af husene, der var flået fra hinanden. Hér blev de i to dage, indtil de besluttede at forlade byen.

»Det bliver bare værre og værre i Tacloban. Ingen mad, ingen vand, ingenting. Nødhjælpen rækker ikke langt, hvis den overhovedet når frem, og NPA (New Peoples Army, red.) plyndrer og skyder folk og tager alt, hvad de har. Vi vender ikke tilbage til Tacloban foreløbig – hvis nogensinde,« siger Marvin Embeynado.

Tacloban er i løbet af den seneste uge blevet synonym med Haiyans hærgen i Filippinerne. Endnu foreligger der ikke præcise tal for, hvor mange dræbte der er. Det seneste officielle tal er omkring 2.500, men der mangler stadig at blive gjort op, hvor mange der har mistet livet i de svært tilgængelige områder på øen Leyte med omkring 40 byer – de fleste ganske små.

Andre byer er også blevet ramt hårdt af supertyfonen. Den største forskel er, at Tacloban mere end nogen anden by blev ramt af flodbølgen. Huse er blæst til pindebrænde. Andre steder er tagene blæst af, så der ingen værn er mod den kraftige troperegn, der jævnligt forvandler gaderne til en stor mudderpøl. I havnebyen Ormoc er to tredjedele af husene beskadigede i en grad, så de kræver en omfattende genopbygning, før de igen kan kaldes egnede som menneskeboliger.

Flere hundrede tusinde filippinere har mistet alt som 52-årige Marina Paris Cativo, der også er på vej til Cebu med sine tre børnebørn fra to til seks år samt familiens tre ældste kvinder mellem 65 og 78 år.

»Vores hus blev fuldstændig ødelagt. Der er intet tilbage. Den eneste grund til, at vi overlevede, er, at min mand arbejder i redningstjenesten i byen Jaro, hvor vi kommer fra og kunne hjælpe os til evakueringscenteret,« fortæller hun, mens hun holder det mindste af børnene på armen:

»Vi så vores ene nabo blive dræbt lige for øjnene af os. Og flere dør endda, efter at de er kommet til evakueringscenteret, fordi der ikke er mad og medicin nok til alle. Vi tager til Cebu, hvor vi kan bo hos min søn og svigerdatter. Men hvordan, fremtiden ser ud for os, har jeg ingen anelse om.«

Hun har ikke været i kontakt med sin mand, siden de forlod Jaro.

»Men vi prøver at holde humøret oppe hér i vores lille flygtningelejr, så børnene ikke også bliver for kede af det,« siger hun.

Hun hentyder til det ti kvadratmeter store værelse, hvor hun selv, de tre børn og de tre ældre kvinder bor på pensionatet i Ormoc, som i løbet af den seneste uge er vokset til omkring det tredobbelte i indbyggertal på grund af de mange mennesker på flugt fra de værste ødelæggelser i Tacloban, hvor der hverken er mad eller fornødenheder nok.

Det er ellers ikke, fordi der ikke er skaffet nødhjælp – både gennem nationale indsamlinger og internationale bidrag. Adskillige tons madvarer, vand og medicin står klar til afskibning på havnen i Cebu. Men det kniber med logistikken. Som om det ikke var nok, så angriber den selvbestaltede hær The New Peoples Army de lastvogne, der skal køre nødhjælpen ud til de områder, hvor folk opholder sig. Først måtte myndighederne indføre udgangsforbud i Tacloban, og senest er Leyte erklæret i undtagelsestilstand i forsøget på at dæmme op for hæren af hårde kriminelle, som har dannet The New Peoples Army, efter de brød ud af fængslet i Tacloban under tyfonen.

Så selv om tyfonen har forladt området, ser tilværelsen sort ud for de lokale. Men som et stolt folkefærd forsøger filippinerne ikke at lade sig slå ud. Selv om alt i bogstaveligste forstand flyder omkring dem, husene er slået til ruiner, og det kniber med forsyningerne lige fra Tacloban til Ormoc på øens modsatte side, er venligheden slående i de endeløse køer for at købe mad, andre forsyninger eller som på havnen vente i dagevis på at få en billet til den anden side af havet, der skiller Leyte fra Cebu og det øvrige Filippinerne.

Det er netop denne stolte tilgang til livet, der ifølge Jonelle Ymas, supervisor hos teleselskabet Globe, gør, at folk på Leyte og de andre steder, der blev ramt af Yolanda, en dag vil være kommet videre:

»Vi filippinere er stærke folk. Selv om det her er værre end noget, vi nogensinde har oplevet før, så mister vi ikke modet. Vi accepterer, at det, der er sket, er sket. Og så begynder vi at bygge det op igen, som er blevet smadret. Men det kommer til at tage lang tid. Mange måneder. For ikke at sige år.«

Den filippinske regering har foreløbigt øremærket, hvad der svarer til omkring én milliard danske kroner til genopbygningen af de ødelagte områder. Derrtil kommer nødhjælp fra det internationale samfund – heriblandt Danmark.