Filippinernes nådesløse præsident støtter homovielser

Rodrigo Duterte er kendt som den nådesløse kriminalitetsbekæmper, men for nylig meddelte den filippinske præsident, at han støtter homoseksuelles ret til at blive viet - en udmelding, der strider imod hans hidtidige holdning.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, fortæller, at han støtter forslaget om, at homoseksuelle skal have lov til at gifte sig. Udmeldingen er en kovending fra, hvad præsidenten før har ment. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: DONDI TAWATAO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en overraskende udmelding siger Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, at han støtter forslaget om, at homoseksuelle skal kunne gifte sig. Det fortæller han ved en forsamling for LGBT-personer i sin hjemby, Davao City, skriver ABC News.

Udmeldingen er en kovending for præsidenten, der tidligere har sagt, at ægteskab bør være mellem en mand og en kvinde, men han bakker sit nye synspunkt op med udsagnet:

»Hvis det vil gøre jer glade, så er jeg for det.«

Rodrigo Duterte tiltrådte som Filippinernes præsident 30. juni 2016 efter en valgkamp, hvor han lovede nådesløst strenge straffe til især narkoforbrydere -  løfter som både kritikere og støtter siger, at han har holdt.

Filippinerne er overvejende et romersk-katolsk land, og biskopperne i landet har offentligt modsat sig både præsidentens narkokrig samt hans nye støtte til homoægteskaber.

»Hvorfor modsætte sig en moral, som ikke længere virker, og som næsten er forbi,« sagde Duterte ifølge ABC News med henvisning til kirkens standpunkt på området.

Duterte meldes at have bedt gruppen af LGBT-personer om at udpege en repræsentant, som kan indsættes i en ministeriel post og erstatte folk, han for nylig har fyret på grund af mistanker om korruption.

»I nominerer en, som er ærlig og hårdtarbejdende. Jeg giver jer indtil anden uge af januar til at nominere,« sagde han ifølge ABC News.

Store dele af den vestlige verden anerkender i dag homoseksuelle ægteskaber med Australien som seneste skud på stammen. Ingen lande i Asien har dog hidtil lovliggjort vielser af homoseksuelle.