Filantrop er ny præsident i Slovakiet

Den tidligere forretningsmand Andrej Kiska, der har doneret en stor del af sin formue til velgørende formål, er blevet valgt som Slovakiets nye præsident.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SLOVAKIET: Filantrop og tidligere forretningsmand Andrej Kiska er trådt direkte ind på den politiske scene i Slovakiet, hvor han har vundet præsidentvalget og dermed forhindret sin modkandidat, premierminister Robert Fico, i at stramme grebet om magten. Det skriver flere nyhedsbureauer.

Den 51-årige Andrej Kiska, der stillede op som uafhængig kandidat, sagde i sin sejrstale i hovedstaden Bratislava lørdag nat, at han ønsker at genetablere borgernes tillid til præsidentembedet, og at han vil arbejde for at gøre politik mere menneskelig.

»Jeg vil være præsident for alle, og jeg vil stå bag enhver ærlig slovak,« sagde han ifølge Reuters.

Robert Fico, der ventes at blive siddende som premierminister frem til 2016, erkendte allerede på basis af foreløbige resultater sit valgnederlag og lykønskede sin politiske modstander. Det lykkedes dermed ikke for Robert Fico og hans socialdemokratisk orienterede Smer-parti at monopolisere magten ved både at sidde som premierminister og præsident.

Da 99 procent af stemmerne var gjort op, havde Andrej Kiska ifølge landets valgkommission fået 59,4 procent af stemmerne, mens Robert Fico havde fået 40,6 procent.

Siden Slovakiets selvstændighed i 1993 har der konstant været seks eller syv partier eller koalitioner i landets parlament, men hyppige fusioner, afspaltninger eller nydannelser har skabt nye partilandskaber efter valgene i både 1994, 1998, 2002 og 2006.

Slovakiet blev medlem af EU i 2004 og af eurozonen i 2009.