Fidel Castro, dødssyg eller levende?

Fastheden i Fidel Castros underskrift viser, at han er i bedring, mener Hugo Chávez, der i går fremviste et brev på TV. For mindre end en uge siden sagde den venezuelanske leder, at hans cubanske ven og kollega kæmpede for livet.

BARCELONA: Næsten hver dag synes at have sit rygte om Fidel Castros helbredstilstand i disse uger. Fra Washington over Miami til Madrid og Caracas kommer der hele tiden nye meldinger om den cubanske leders snarlige død eller helbredelse. Og en af de få uden for Cubas inderste magtcirkler, der formentlig kender den reelle situation - Venezuelas præsident Hugo Chávez - gør sit bedste for at bidrage til forvirringen.

Fasthed i underskrift
I lørdags proklamerede han under et besøg i Rio de Janeiro, at Castro »kæmper for sit liv«, og at »han på ingen måde befinder sig i en let situation«. Men i går var diagnosen en ganske anden, da Chávez på venezuelansk TV fremviste et brev, han havde modtaget fra den cubanske leder.

»Til dem, som siger, at Fidel er ved at dø, at han hverken kan tale eller bevæge sig: Se lige på denne underskrift og analyser fastheden i den,« sagde Chávez, mens han bad kameraet zoome ind på Castros ganske rigtigt håndfaste signatur, og tilføjede så med vanlig patos:

»Vi er ovenud lykkelige, Fidel, over nyhederne om din helbredelse. Fortsæt, min hest, vi har brug for dig, og vi elsker dig.«

Det var den cubanske vicepræsident, Carlos Lage, som havde brevet med til Caracas, hvor han i går var på besøg for at underskrive en række samarbejdsaftaler mellem Cuba og Venezuela.

Og Chávez lod forstå, at Castro havde taget direkte del i forberedelserne til topmødet.

Virus i mail
Også fra Madrid er der positive meldinger. José Luis García Sabrido, den spanske læge, der tilså Castro kort før jul, siger, at han har fået nye oplysninger om en langsom, men sikker bedring.

Det sker få dage efter, at der fra hospitalet, hvor García Sabrido arbejder, sivede en detaljeret beskrivelse af Castros sygdomsforløb og alvorlige tilstand.

Mens vi venter på mere håndfaste beviser, udnytter internettets pirater interessen for den cubanske leders sygdom. Den spanske forening af internauter advarer mod at åbne en virusbefængt mail, der i disse dage cirkulerer med emnet »Fidel Castro er død«.