Fem yderligere mistænkte anholdt i britisk drabssag

Tre drenge og to piger i teenagealderen er blevet anholdt i sagen om den 11-årige britiske dreng, der blev skudt og dræbt i onsdags.

Britisk politi anholdt lørdag yderligere fem mistænkte i sagen om mordet på den 11-årige Rhys Jones, der blev skudt og dræbt onsdag aften.

Der var to piger blandt de anholdte, på henholdsvis alderen 15 og 18 år. Tre drenge på 15, 16 og 19 år er ligeledes blevet anholdt.

Politiet er allerede i gang med at afhøre en 15-årig dreng, der blev arresteret fredag. Derudover har politiet ikke på nuværende tidspunkt ville frigive andre oplysninger i sagen.

Rhys Jones spillede onsdag aften fodbold på en parkeringsplads i Liverpool sammen med to andre drenge, da en uidentificeret teenager affyrede tre skud mod ham, hvorefter han stak af på sin cykel. Den 11-årige dreng blev ramt i hovedet, og han døde på vejen til hospitalet.

Rhys Jones var stor fan af fodboldholdet Everton, og holdets kamp mod Blackburn bliver lørdag indledt med et minuts stilhed.

/ritzau/