Fem ting, vi lærte af den amerikanske valgkamp

Det var den hvide middelklassemands sidste gisp. Det var den dårlige omtale og det postfaktuelle samfunds triumf. Den amerikanske drøms død. Hvad lærte vi af halvandet års bizar valgkamp?

Foto: Søren Bidstrup. Trumpland # 9
Læs mere
Fold sammen

I 2008 blev Barack Obama båret ind i Det Hvide Hus på en stemning af håb og et løfte om forandring. Hans personlige historie alene var et walking-talking bevis på, at den amerikanske drøm kunne udleves – endda midt i den største økonomiske krise siden 1930erne.

I 2016 er krisen afløst af fremgang, nedtur af optur, men håbet afløst af håbløshed. I hvert fald hvis man tror på demokratiet som en forandrende, positiv kraft. Man skal lede længe i historiebøgerne for at finde en mere bizar og i bund og grund u-politisk valgkamp på den amerikanske scene.

Om lidt er USAs næste præsident fundet. Men hvad har vi lært af knap halvandet års valgkamp? Her er fem bud på, hvad der vil stå tilbage - uanset om USAs næste præsident hedder Donald Trump eller Hillary Clinton.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: JIM LO SCALZO. Vælgere i Virginia venter ved solopgang på at afgive deres stemme ved præsidentvalget. Ejendommen hedder »Hunter House« og ligger i Vienna, Virginia. Fold sammen
Læs mere

 

1. Sandheden er relativ

I oktober 2004, da den George Bush (den yngre) stod over for genvalg, skrev den Pulitzervindende journalist, Ron Suskind, en reportage i New York Times, som i dag virker næsten profetisk. »Faith, Certainty and the Presidency of George W. Bush«, hed den.

Suskind refererede en snak med en af Bushs toprådgivere, som mente, at folk som ham var et fortidslevn. Folk som Suskind var, sagde han, medlem af »det virkelighedsbaserede samfund, som mener, at løsninger kommer fra omhyggelige studier af de foreliggende realiteter«.

Øh, ja, tænkte Suskind. Fakta er vel godt? Men sådan hang verden ikke sammen mere, fortsatte rådgiveren: »Vi er et imperium nu, og når vi handler, skaber vi vores egen virkelighed.«

Spol frem til valgkampen 2016, og »det virkelighedsbaserede samfund« har næppe været mere presset.

Det amerikanske site, Politifact, har i 2016 tjekket i alt 313 udsagn fra Donald Trump. 70 pct. viste sig at være »hovedsageligt falsk« eller værre. New York Times har i denne artikel gjort lignende fund.

Sagen er bare, at det ikke har betydet det store. Det amerikanske valg (og før dét, Brexit) har lært os, at politikere med mere eller mindre gustent overlæg kan skabe deres egen virkelighed, som de udlægger i ekkokammeret af overbeviste eller potentielle vælgere. Vi kan ikke længere enes om, hvad ubestridelige fakta er. Og eksperter er i stigende grad blevet udskammet som »smagsdommere«.

Verdens største motor for løgnehistorier og falske rygter, de sociale medier, fylder stadig mere som kilde til vælgernes politiske viden, mens »de gamle medier« er presset på læsertal og mandskab.

2016-valgkampen var (endnu) en sejr for den postfaktuelle politik: Du bestemmer selv, hvad virkeligheden er.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: MANDEL NGAN. Donald Trump holder en maske af sig selv, som en tilhænger i salen havde med. På valgkampens sidste dag, 7. november i Sarasota, Florida. Fold sammen
Læs mere

 

2. Der findes ikke dårlig omtale

I juli stod Donald Trumps stab med ildrøde ører. Hans hustru, Melania Trump, havde holdt tale på det republikanske konvent, og den var knap overstået, før de første journalister offentliggjorde beviser på, at dele af talen var plagieret fra ingen ringere end Michelle Obama.

Erfarne strateger forventede den åbenlyse reaktion fra Trumps stab: Find én at give ansvaret, fyr ham, kom videre.

I stedet satte Trump sig til tasterne, åbnede Twitter og skrev: »Den gode nyhed er, at Melanias tale fik mere omtale end nogen anden i politikkens historie, især hvis man tror på, at al omtale er god omtale!« Voila, 51.000 likes.

Donald Trumps kampagne har i perioder virket næsten suicidal. Han har kaldt mexicanere »voldtægtsmænd«, gjort nar af handicappede og kokketeret med ikke at ville anerkende valgresultatet. Han har nægtet at offentliggøre sine skatteoplysninger og joket med at skyde folk på åben gade. Han har kaldt såvel politiske mod- og medspillere for »løgnere«, »korrupte« og »svage« og kvinder nogle, man bare kunne krænke seksuelt efter forgodtbefindende.

Han er blevet fordømt og forkastet af den gode smag. Og imens er hans popularitet bare steget. Hver gang hans kampagne var dømt færdig, kom den brølende tilbage.

Man kan få den mistanke, at Trumps kampagne var grundlagt på det slogan, vi herhjemme tillægger Simon Spies; at »dårlig omtale er bedre end ingen omtale«, fordi al omtale holder sit objekt i centrum af opmærksomheden, og i 2016 er opmærksomhed i bedste Kardashian-stil vigtigere end indholdet.

Det amerikanske magasin Politico har i en større feature beskrevet, hvordan Donald Trump i 1990 i forbindelse med hans offentlige utroskab og skilsmisse fra Ivana Trump svælgede i de saftige avisforsider. Men var han ikke bange for, at hans navn og karriere nu led prestigetab, ville New York Magazine dengang vide?

»Hvad mener du?« spurgte Donald Trump forundret tilbage. Og en betroet medarbejder kunne efterfølgende forsikre journalisten om, at Trump-navnet var »hotter than ever«.

Manden, der selv lever svøbt i marmorgulve, plys og guldbelagte vandhaner i et tårn på Manhattan, lancerede sig i valgkampen som den jævne amerikaners mand i politik. En anti-elitær. En uforstilt. Og Trumps manglende sans for politisk retorik og brovtende skurvognssnak blev på forunderlig vis en slags understregning af hans særlige autenticitet i tilhængernes øjne. I en grad så man i en art omvendt logik tænkte »skuespil« og »krisetegn« til sidst, da Trump i perioder forsøgte at holde sig til emnerne og gav kontrollen over sin Twitter-konto fra sig.

Trump-kampagnen burde være afgået ved døden utallige gange. I perioder dagligt.

Det gjorde den ikke, og det viser måske, at Trump forstod mediebilledet og det amerikanske folkedyb anno 2016 bedre og mere intuitivt end hans bedre kvalificerede, men elitære modstander.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: BRIAN SNYDER. Hillary Clinton afgiver sin stemme på Douglas Grafflin Elementary School i Chappaqua, New York, USA den 8. november Fold sammen
Læs mere

3. Den hvide mands USA er historie

Donald Trump har primært haft vælgertække blandt én særlig demografisk gruppe; nemlig den hvide middelklassemand, som føler, at hans job, hans fremtidsmuligheder, religion, kulturelle identitet og status som majoritetsmedlem er under pres. Og det har han rimelige grunde til at føle.

USA som et land bestående af primært hvide kristne er under stærk forandring, og det betyder store udfordringer ved de kommende valg for det republikanske parti. Befolkningsfremskrivninger fra bl.a. Pew Research viser, at USA i 2065 vil være et land, hvor hvide er i undertal, og flertallet – 54 pct. – vil have afrikansk, latinamerikansk eller asiatisk baggrund. I dag udgør hvide stadig omtrent 65 pct. af den amerikanske befolkning.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

The Changing Face of America, 1965-2065

Ikke-hvide stemmer traditionelt i højere grad demokratisk end republikansk, og de demografiske forskydninger sætter derfor det republikanske parti under stort pres. I en republikansk højborg som eksempelvis Texas vil de hvides andel af vælgerkorpset skrumpe til et mindretal inden næste præsidentvalg i 2020, viser analyser. Uden Texas vil Det Republikanske Parti aldrig kunne vinde præsidentposten.

Også religionen er under pres. Ikke fra nytilkomne religioner, men fra en stigende ateisme. Ifølge Public Religion Research Institute er den største religiøse gruppe i dag de ikke-religiøse. 25 pct. siger i undersøgelser, at de ikke tilhører nogen formel religiøs identitet. Målinger i valgkampen har vist, at Trump og det republikanske parti generelt har stort flertal blandt de protestantiske og evangelikanske hvide, men disse grupper er altså døende.

Samtidig ældes den amerikanske gennemsnitsbefolkning, og de unge stemmer traditionelt demokratisk, ikke republikansk.

Selve kernen i den amerikanske kultur – den stolte middelklassearbejder – er tillige en uddøende race. I dag har 33 pct. af befolkningen ifølge Pew Research Center en universitetsuddannelse, og jo højere uddannelse, jo flere demokratiske vælgere.

USAs demografiske udvikling vil ikke bare ændre USAs ansigt og (pop)kultur. Den vil blive republikanernes største udfordring: At fastholde og berolige fortidens gennemsnitsamerikaner – uden at skræmme fremtidens mere spraglede gennemsnitsvælger væk. Og det bliver det samlede USAs store udfordring i de kommende årtier: At holde sammen, når de fælles træk ikke længere er åbenlyse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Søren Bidstrup. Trumpland # 10 Demolition derby i Milton. Warren og David med Davids bil Lucky 13 Fold sammen
Læs mere

4. Den amerikanske drøm er død

I valgkampe på amerikansk jord er der ingen større fortælling end den om »den amerikanske drøm«. Den antager mytologisk status, måske fordi den er netop det: En myte snarere end et realistisk mål.

Valgkampen anno 2016 har i manges øjne været »den vrede, hvide mands«. En ventil for middelklasseamerikanerens vrede over at have tabt økonomiske muligheder, set sit job forsvinde til udlandet og sin by forsumpe i fattigdom og stofmisbrug.

Det er mænd og kvinder, der har arbejdet hårdt, gjort som de blev bedt om og spillet efter reglerne, men ny teknologi og globalisering har klemt livet ud af deres job. De nye arbejdspladser, der dukkede op, krævede en højere grad af uddannelse, som de måske hverken havde evner eller penge til at tilegne sig.

I tiden efter Anden Verdenskrig levede den amerikanske drøm. Alle oplevede velstandsfremgang. Men siden 1980 har de lavest betalte 90 pct. af befolkningen blot set en indkomstfremgang på 15 pct. Nogle slet ingen. Imens er indkomsten hos den rigeste 1 procent steget 137 pct., og USA er derfor logisk nok et af verdens mest ulige samfund i dag.

Antallet af husejere i USA er i dag på det laveste niveau i 50 år, og i utallige undersøgelser siger omtrent halvdelen af de ikke-college-uddannede hvide, at de har mistet troen på en bedre økonomisk fremtid.
Den traditionelle arbejder i Vesten står stadig på 1970er-perronen, mens lyntoget er kørt fra ham. Han er vred, og skulle en populist af en art komme forbi og tilbyde et lift, er han nem at få med i vognen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: CARLO ALLEGRI. Donald Trump taler ved vælgermøde i Minneapolis, Minnesota den 6. november Fold sammen
Læs mere

5. Populismen lever

Figurer på den alternative højrefløj i f.eks. Holland, Ungarn, Polen, Storbritannien og England har allerede vist vejen. Og Donald Trumps blotte tilstedeværelse i denne valgkamp har lært os, at et lignende budskab har appel i den amerikanske befolkning.

Det er et budskab om udvisning af indvandrere og en tilbagevenden til et eksklusivt hvidt samfund. Det er et had til frihandel og et ønske om protektionisme. Et farvel til internationale institutioner og samarbejde. En længsel efter et samfund, »der var engang«. Og en flirten med vold som acceptabelt politisk redskab.

Engang troede man, at Vesten havde lagt populismen og stærk-mands-fascinationen bag sig. Også denne valgkamp har – uanset vinder – vist, at vi tog fejl.