Fem oprørere i Yemen er dræbt ved de angreb, som USA og Storbritannien tidligt fredag gennemførte mod de iranskstøttede houthier. Yderligere seks er såret.

Det oplyser en talsmand for oprørerne, som lover, at det ikke vil ske uden "straf eller gengældelse".

Han siger, at oprørerne vil fortsætte med at blokere Det Røde Hav og Det Arabiske Hav. Det vil ske, så længe Israel angriber Hamas i Gaza.

Angrebene fredag kom, efter at houthierne i flere uger har angrebet skibe i Det Røde Hav, heriblandt containerskibe.

Angrebet, som USA og Storbritannien natten til fredag satte ind mod Houthi-bevægelsen i Yemen, ramte flere end 60 mål på over 16 forskellige lokationer.

Det oplyser USA's luftvåben fredag morgen i en pressemeddelelse.

Angrebene ramte "militære lokationer, heriblandt kommando- og kontrolcentre, våbendepoter, affyringssystemer, produktionsfaciliteter og radarsystemer til luftværn".

Angrebet kom både fra luften og fra vandet.

Der blev blandt andet brugt Tomahawks-raketter, som er et amerikansk krydsermissil med meget stor præcision.

Både den iransk støttede houthi-bevægelse, den iransk støttede Hizbollah-bevægelse og Iran selv har fordømt angrebet.

Men der er afdæmpede reaktion fra blandt andet Kina og Rusland. De opfordrer alle parter til ikke at optrappe konflikten.

Houthi-bevægelsen sidder de facto på magten i Yemen, men nyder kun anerkendelse som landets retmæssige regering i få hjørner af det internationale samfund - heriblandt Iran, som støtter bevægelsen.

Bevægelsen har benyttet sig af Yemens lange kyst til Det Røde Hav til at lancere angreb mod den kommercielle skibsfart i havet, som ifølge bevægelsen sker som støtte til den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas, som for tiden er i krig med Israel.

Ifølge den amerikanske militære centralkommando, Centcom, har der været 27 angreb på kommercielle skibsruter i Det Røde Hav siden den 19. november.

Det har blandt andet fået det danske rederi Mærsk til at omdirigere sine skibe efter at være blevet angrebet.

I stedet for at søge gennem Suezkanalen i Egypten sendes skibene fra Mærsk på en længere omvej via Kap det Gode Håb ved Sydafrika.

/ritzau/Reuters