Fem meldes dræbt i russiske luftangreb i det nordøstlige Ukraine
Der er tidligt torsdag morgen meldinger om luftangreb i både ukrainske Sumy og russiske Dagestan.
Der er tidligt torsdag morgen meldinger om luftangreb i både ukrainske Sumy og russiske Dagestan.
Fem personer er blevet dræbt under russiske luftangreb i Sumy, der er en region i det nordøstlige Ukraine.
Det melder ukrainsk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram torsdag morgen.
Yderligere 24 personer er blevet såret i angrebene, lyder det fra politiet.
Torsdag morgen er der desuden meldinger om et ukrainsk angreb i Dagestan, der ligger i det sydlige Rusland ved Det Kaspiske Hav.
Den fungerende guvernør i den russiske region Dagestan, Fjodor Vjatjeslavovitj Sjtjukin, skriver torsdag på Telegram ifølge Reuters, at myndigheder har slukket en brand, der var brudt ud efter et angreb mod havneinfrastruktur i byen Makhatjkala.
Byen er hovedstad i Dagestan, der er en af Ruslands autonome republikker.
Det fremgår ikke umiddelbart, om der er dræbte eller sårede i forbindelse med angrebet i Makhatjkala.
RITZAU