Fem fodgængere dræbt af bil i tysk by: Ingen tegn på terror

Det var en 51-årig, lokal mand med alkoholproblemer, der tirsdag eftermiddag med høj hastighed kørte igennem en gågade og dræbte fire mennesker og kvæstede flere alvorligt i byen Trier i det vestlige Tyskland.

 
Fire personer er dræbt og flere sårede i den tyske by Trier, efter at en bil har påkørt en menneskemængde. Fold sammen
Læs mere

En ni uger gammel baby, en 73-årig kvinde, en 52-årig kvinde, en 25-årig kvinde og en 45-årig mand blev dræbt, og flere blev alvorligt kvæstede, da en 51-årig lokal mand med høj hastighed kørte mod fodgængere i en gågade i den historiske tyske by Trier tæt på grænsen til Luxembourg.

Fodgængerne blev ramt af en Range Rover, og »folk fløj gennem luften«, har vidner fortalt til en lokal avis. Tirsdag aften fortalte de lokale myndigheder, at motivet til påkørslen ikke var kendt, men at manden havde benyttet sit køretøj som våben mod fodgængerne.

GRAFIK

Der er ikke tegn på terror bag gerningen, lød det fra politi, politikere og anklagemyndighed ved et pressemøde. Efterforskningen har ikke vist nogen tegn på, at manden havde politiske eller religiøse motiver.

Ifølge tysk politi var føreren af bilen en 51-årig mand fra lokalområdet med »tysk baggrund«. Manden havde alkoholproblemer, og han var alkoholpåvirket, da han blev anholdt efter at have kørt cirka en kilometer gennem en gågade. Manden forsøgte tilsyneladende at slippe væk ad en vej ud ad byen, men hans bil blev blokeret af tilkaldt politi.

Myndighederne afviste at spekulere i, om manden havde pyskiske problemer, der havde ført til hans dødskørsel. Ifølge politiet har manden ingen kendt kontakt til nære slægtninge, og han menes ikke at have været på sin bopæl de seneste dage. I stedet formodes han at have overnattet i sin bil.

Kørte i en lånt bil

I løbet af tirsdagen var der rygter om, at manden havde lejet bilen, der blev brugt til påkørslen. Men ifølge politiet er der tale om en bil, som manden har lånt af ejeren gennem længere tid.

Blandt de kvæstede er fire meget hårdt kvæstet, mens fem bliver betegnet som alvorligt kvæstet. Yderligere fem er blevet behandlet for lettere skader.

Ifølge vidners beskrivelse kørte bilen, en tung firhjulstrækker, ved 14-tiden med meget stor hastighed imod »tilfældige« fodgængere. Bilen, en sølvgrå Range Rover, blev stoppet af politi tæt på byens vartegn og store attraktion, Porta Nigra-bygningen fra romertiden.

Manden modsatte sig sin anholdelse, oplyste tysk TV, Tagesschau. På en video kan man se, hvordan tre betjente holder en mand nede på maven mod et fortov ved at sidde på ham.

Chauffør var fra naboby

Ud på eftermiddagen pointerede politiet, at man ikke anser det for farligt at bevæge sig i centrum, og at den anholdte chauffør formodes at have været alene om sin ugerning.

Men befolkningen blev fortsat bedt om at holde sig væk for ikke at forstyrre redningsarbejdet. Politi og redningsfolk var i stort antal til stede i området ifølge det lokale medie Volksfreund. Der var også tilkaldt ambulancer fra nabolandet Luxembourg.

Lokalt politi oplyser, at den anholdte chauffør er en 51-årig med bopæl i lokalområdet.

Triers borgmester, Wolfram Liebe, sagde stærkt berørt på et pressemøde, at byen havde været ude for rædselsvækkende scener. Den anholdte fører af bilen skal være fra den mindre by Saarburg syd for Trier, hvor påkørslen fandt sted.

Påkørslen af menneskemængden skete ifølge Bild Zeitung på den centrale gågade Brotstrasse.

(I en tidligere version af denne artikel om dødskørslen i Trier var antallet af ofre fortsat fire dræbte. Den dræbte babys alder er ni uger, men var angivet til ni måneder. red.)