Fem døde, hundreder savnet efter brostyrt i Nepal

Flere hundrede mennesker savnet, efter at en hængebro i det vestlige Nepal er styrtet sammen, oplyser de lokale myndigheder.

Fem mennesker er omkommet, og hundreder af andre savnes, efter at en overfyldt hængebro tirsdag styrtede sammen over floden Bheri i det vestlige Nepal, oplyser politiet.

Henved 400 mennesker menes at have opholdt sig på broen, 380 km vest for hovedstaden Kathmandu, da den styrtede sammen, oplyser politiet over for hjemmesiden Kantipur Online.

En lokal politimand, Ghanashyam Chaudhary, siger til nyhedsbureauet AFP, at hundreder af mennesker savnes, og at fem mennesker, ifølge de foreløbige oplysninger, er blevet bjærget.

/ritzau/AFP