Fem års næsten ubetinget succes med euroen

For 300 millioner europæere er euroen efter fem års brug for længst blevet en del af dagligdagen.

Med ny dynamisk vækst i tysk økonomi og euroens placering som verdens anden stærke valuta ved siden af dollaren, er tiden kommet til på ny at åbne debatten i Danmark om fuldt euro-medlemskab.

Det skortede ikke på advarslerne op til »E-dagen«.

Især i britisk presse havde man travlt med at advare om de mulige kaotiske tilstande, der kunne opstå, når 300 millioner europæere pludselig skulle skifte deres D-mark, franc, lire, pesetas og gylden ud med euro.

Men det gik næsten smertefrit med historiens største pengeombytning i dagene efter den 1.januar 2002.

I løbet af få uger var de gamle mønter og sedler ude af cirkulation, og europæerne tog uden større entusiasme, men også uden større bekymring, fat om de nye euro-sedler og mønter.

Den lokale sparekasse i den spanske by Fuentesaro opnåede således den 2. januar om morgenen den tvivlsomme ære af at være det første pengeinstitut, hvor bankrøvere stak af fra med deres bytte i euro. Forretninger fortsatte i nogle måneder endnu med at skilte i både euro og den gamle »nationale« mønt, men så holdt de også op med det.FOR DE AF OS, der bor i »Euroland«, er det efter fem års brug af euroen svært at huske tiden før indførslen af euro og cent. Den er i den grad blevet en del af dagligdagen, at euro-spørgsmålet også er forsvundet fra den politiske dagsorden, og i dag kun endevendes af økonomer og de få politiske fagfolk, der beskæftiger sig med pengepolitik.

Men selv kritiske økonomer erkender i dag, at indførslen af euroen hovedsageligt har været en succes. Europa har i de seneste år oplevet en periode med usædvanligt lave prisstigninger og en historisk lav rente. Efter en svag start på valutamarkedet har euroen rettet sig og fundet et stabilt højt kursleje over for dollaren.

Der er nu et større beløb i omløb i verden i euro end i dollar, og euroen er stille og roligt ved at skaffe sig en rolle som konkurrence reservevaluta ved siden af dollaren, idet en fjerdedel af verdens valutareserver i dag er i euro.

Det var langt fra sikkert, at det ville gå så godt, som Deutsche Banks cheføkonom Thomas Mayer netop har påpeget ved femårs-fødselsdagen. Der var tale om et »enestående eksperiment«. Det eneste man mangler nu er, at en del europæiske politikere holder op med at »gøre euroen til syndebuk for deres egne manglende evner til at gennemføre økonomiske og politiske reformer,« som Mayer siger.DET ER DER imidlertid et stykke vej til endnu. Ifølge en meningsmåling gennemført af Gallup i de 12 eurolande er der stadig et betydeligt mindretal, der på trods af de lave inflationstal holder fast ved myten om, at indførslen af euroen har gjort alting dyrere. Samtidig får den også skylden for den høje arbejdsløshed i visse lande.

Franskmændene er som sædvanlig de mest pessimistiske og kritiske og ønsker sig stærkest den franske franc tilbage. Til gengæld får euroen størst opbakning i de lande som Finland, Irland, Holland og Belgien, der har vædret globaliseringen bedst i de seneste år. Eller sagt med andre ord: Jo bedre det økonomisk går i et land, jo større er opbakningen til den fælles mønt.

Efter flere år med hårde reformer står tysk økonomi til på ny at blive det økonomiske lokomotiv i Europa med pæne vækstrater, faldende arbejdsløshed og en i forvejen bugnende eksport.

Det tyske opsving vil cementere euro-samarbejdet yderligere og gøre det mere attraktivt for nye medlemmer. Slovenien bliver fra i dag det 13. medlem i kredsen. De tre baltiske lande, Cypern og Malta er også tæt på at opfylde kravene til euro-medlemskab.DANSKE POLITIKERE VIFTER i øjeblikket ganske vist afværgende med armene, hver gang de bliver stillet over for spørgsmålet om en ophævelse af det danske forbehold mod fuldt ud at deltage i euroen efter »nej'et« ved folkeafstemningen i 2000.

Men Danmark er i realiteten i dag medlem nummer 13 et halvt af euro-samarbejdet, idet den danske krone i forvejen er bundet til euroen, hvorved den danske rente- og pengepolitik styres af den Europæiske Centralbank i Frankfurt.

Så med et stadigt stærkere og stabilt fungerende euro-samarbejde drevet frem af en dynamisk tysk økonomi kan man i dansk politik roligt genåbne debatten om fuldt medlemskab af møntunionen.

Det vil selvfølgelig kræve, at der i de gamle politiske partier i Danmark fortsat er en vilje til at bekende sig til det europæiske samarbejde.