Fejde mellem Tyrkiet og EU

Tyrkiet har i 40 år bejlet til medlemskab af det europæiske samarbejde, men næppe var optagelsesforhandlingerne begyndt, før de gik i stå. Hverken tyrkerne eller europæerne synes i øjeblikket at vide, om de har brug for hinanden, og det tyrkiske valg ventes ikke at ændre på denne stilling.

En tyrkisk kvinde i Istanbul går forbi en plakat, hvor en kvinde er indhyllet i et EU-flag. I morgen er der parlamentsvalg i Tyrkiet.<br>Foto: Cem Turkel/AFP Fold sammen
Læs mere

BRUXELLES: At Tyrkiet ikke var inviteret med til den store 50 års fødselsdagsfest for det europæiske samarbejde i Berlin tidligere i år, blev taget ilde op i Ankara.

»Hvis de ikke vil have os med, så må de jo sige det rent ud,« sagde den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan. Han pegede på, at Tyrkiet rent faktisk var i gang med forhandlinger om medlemskab af den europæiske klub, og at det derfor ville have været en pæn gestus fra det tyske EU-formandskab at invitere både Tyrkiet og det andet mulige kommende medlemsland, Kroatien, med til festen i Berlin. »Jeg havde virkelig forventet mere fra tysk side,« vrissede Erdogan.

Men sådan er det gået slag i slag, siden Tyrkiet for knap to år siden endeligt kom i gang med de optagelsesforhandlinger, som landet har begæret i næsten 40 år.

Næppe var forhandlingerne begyndt, før de ramte flere mure. Sidste år besværliggjorde tyrkerne deres egen sag, da de ikke var parat til at bøje af i en strid med Cypern om en normalisering af forholdet på trafik-området, der på et senere tidspunkt kunne føre til en fuld tyrkisk anerkendelse af Cypern. I EU-kredse ved man godt, at den græsk-cypriotiske regering ikke ligefrem er uskyldigheden selv i affæren og har sat sig mod FN-forslag, der kunne føre til en genforening af den delte ø. Men Cypern har den store fordel, at det nu er medlem af EU og derfor tæller mere end et ansøgerland som Tyrkiet.

I EU-kredse er den generelle holdning, at Erdogans regering skød sig selv i foden ved at indtage den stejle holdning på Cypern-spørgsmålet sidste år frem for at vise sig som en stormagt, der godt kan acceptere at give indrømmelser. Resultatet var, at EU ikke havde andet valg end at blokere for åbningen af en række nye forhandlingskapitler med Tyrkiet.

Sarkozy på krigsstien
I år har tyrkerne til gengæld fået den nye franske præsident Nicolas Sarkozy på halsen. Næppe var han blevet valgt i maj, før han beviste, at hans udtalelser under valgkampen om, at Tyrkiet slet ikke hører hjemme i den Europæiske Union skulle tages for gode varer. Frankrig blokerede alene for åbningen af kapitlet om Tyrkiets tilpasning til euro-samarbejdet for symbolsk at demonstrere, at Tyrkiet aldrig kan blive fuldt medlem af det europæiske samarbejde.

Budskabet er blevet opfattet i Tyrkiet, hvor stadig flere tyrkere tvivler på, at de nogensinde vil blive lukket ind i EU. Og det har også ført til en trods-reaktion, hvor den tidligere store opbakning i den tyrkiske befolkning til et EU-medlemskab er svundet ind.

»Det er klart, at der i øjeblikket er en reaktion den anden vej,« som en tyrkisk diplomat udtrykker det over for Berlingske Tidende. Men han peger samtidig på, at store dele af det tyrkiske samfund især erhvervslivet og den voksende middelklasse fortsat vil gå målbevidst efter et medlemskab af EU, uanset hvor fjendtlig holdningen er i en række europæiske lande.

En meningsmåling gennemført af den europæiske tænketank CEPS sidste år viste, at Tyrkiet er klart det mest upopulære af den halve snes lande, som man kan forestille sig som nye medlemmer af EU. Og endnu værre for tyrkerne er modstanden mod et tyrkisk medlemskab størst i en række af EUs »kernelande« som Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland og Østrig, mens opbakningen til et tyrkisk medlemskab mest kommer fra Syd- og Østeuropa.

Et stille håb
I EU-kredsen er der også politikere, som i al stilhed håber på, at Tyrkiet trækker sin ansøgning på et tidspunkt. Eller at den politiske udvikling i Tyrkiet går så skævt, at EU føler sig tvunget til at suspendere forhandlingerne.

Hvis det tyrkiske militær gør alvor af sin trussel tidligere i år om at gribe ind i det politiske liv for at standse det regerende islamiske AKP-partis angivelige udhuling af Tyrkiets rolle som et sekulært samfund med skarp adskillelse af kirke og stat, vil det sætte en effektiv stopper for optagelsesforhandlingerne i længere tid. EUs udvidelseskommissær Olli Rehn har allerede advaret det tyrkiske militær mod et sådant skridt.

En anden risiko for forholdet mellem EU og Tyrkiet udgør den tyrkiske sabelraslen over for kurderne i det nordlige Irak. Hvis Tyrkiet invaderer det nordlige Irak for at aflive enhver tanke om oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat, vil det også medføre, at EU må suspendere forhandlingerne med Tyrkiet i en længere periode, vurderes det i Bruxelles.

Men det er situationer, som næppe står lige for. I Bruxelles regner man med, at den næste tyrkiske regering efter parlamentsvalget den 22. juli forsat vil være demokratisk og satse fuldt ud på et EU-medlemskab. Også selv om AKP muligvis kommer til at dele magten med et eller flere andre partier.

Nicolas Sarkozys krav om standse optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet allerede i år ventes næppe heller at vinde tilstrækkelig opbakning i det øvrige EU. Storbritannien, Spanien, Italien og hovedparten af de mindre medlemslande støtter fortsatte forhandlinger med Tyrkiet. Den tyske forbundskansler Angela Merkel har tidligere sagt, at hun helst ser, at Tyrkiet kun får et såkaldt »privilegeret partnerskab« med EU og ikke noget fuldt medlemskab. Men i samlingsregeringen med de tyske socialdemokrater har Merkel senest erklæret, at Tyskland fortsat støtter Tyrkiets EU-ambitioner. Frankrigs vigtigste støtter i den anti-tyrkiske kurs er foruden Cypern hovedsageligt Holland og Danmark, mens Østrig er gået mere på sidelinjen med sin skarpe anti-tyrkiske kurs.

Ingen regner derfor med et sammenbrud i forholdet mellem EU og Tyrkiet på kort sigt. Men på længere sigt står Tyrkiets chancer dårligt. I forvejen er der blandt de »gamle« EU-lande stigende skepsis over for optagelsen af nye medlemslande, efter eksplosionen fra 15 til 27 medlemslande indenfor de seneste tre år. Kroatien der i sine optagelsesforhandlinger med EU har afsluttet 12 ud af i alt 35 kapitler er det eneste land i ansøgerfeltet, som kan forvente optagelse i Unionen inden 2015.

Nødbremsen
Tyrkiet er for mange europæere en for stor og fremmedartet størrelse. Alene udsigten til, at 70 millioner tyrkere kan få fri adgang til Europas arbejdsmarked, er nok til at få europæiske politikere til at trække i nødbremsen. Samtidig vurderes det i EU-systemet, at Tyrkiet stadig er alt for meget præget af nationalistisk tankegang til, at det kan fungere i et tæt overstatsligt samarbejde som EU, hvilket episoden med Cypern sidste år var endnu et bevis for.

Asien og Orienten begynder nu en gang ved Bosporus-strædet.

Lord Byron var angiveligt så begejstret over udsigten til at opleve Orientens mystik, at han tog skoene af sine dårlige fødder og svømmede over til den asiatiske bred.

De fleste europæiske politikere sopper i øjeblikket i vandkanten.