Et angreb mod USA kan være på vej. 

Og truslen ligger ikke i krudt og kugler, men derimod i teknologiske huller i systemerne, der knytter sig til vigtig amerikansk infrastruktur.

Sådan lød det i går fra FBI-direktør Christopher Wray, der advarer om, at statslige kinesiske hackere kan være ved at forberede sig på et angreb mod USA. 

»Kinas hackere har udset sig amerikansk infrastruktur i deres forberedelser på at skabe kaos og skade amerikanske borgere,« sagde Wray til en høring i et udvalg i Kongressen ifølge CNN

It-eksperter har tidligere advaret om et lignende scenario, men gårsdagens dramatiske udmelding vidner om, at bekymringen er nået et nyt niveau i toppen af USA. 

Målene, som de kinesiske hackere angiveligt har udset sig, tæller ifølge FBI-direktøren alt fra vandværker til elektricitet samt olie- og gasrør.

Det kan få konsekvenser, lød det under høringen:

»Lad mig være ærlig: Cybertrusler mod vores kritiske infrastruktur er en ægte trussel mod vores fysiske sikkerhed,« sagde FBI-direktøren.

Kina har givet et løfte

Frygten for kinesiske cyberangreb er ikke ubegrundet, vurderer Jen Easterly, der leder det amerikanske agentur for cybersikkerhed og infrastruktursikkerhed.

»Sandheden er, at de kinesiske cyberaktører har udnyttet grundlæggende fejl i vores teknologi. Vi har gjort det let for dem,« sagde Easterly, der også deltog i gårsdagens høring.

»Desværre er teknologien, der understøtter vores kritiske infrastruktur, usikker på grund af årtiers softwareudviklere, der ikke holdes ansvarlige for defekt teknologi,« tilføjede sikkerhedsdirektøren.

Høringen finder ifølge CNN sted på et tidspunkt, hvor amerikanske og kinesiske embedsmænd arbejder hårdt på at forbedre forholdet mellem de to supermagter.

I november forsikrede den kinesiske præsident, Xi Jinping, USAs Joe Biden om, at kineserne ikke ville blande sig i det kommende amerikanske præsidentvalg.

Et løfte, som amerikanske embedsmænd vil holde skarpt øje med. Det gælder i den grad også Christopher Wray.

»Kina har lovet en masse ting gennem årene, så jeg vil gætte på, at jeg vil tro på det, når jeg ser det,« sagde han under høringen ifølge CNN. 

Den kinesiske regering har tidligere afvist anklager om, at hackere har gang i forberedelser som dem beskrevet ovenfor.