Den siddende præsident i Den Centralafrikanske Republik, Faustin-Archange Touadéra, forsøger søndag at sikre sig en tredje embedsperiode, når indbyggerne i landet går til valg.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 68-årige matematikuddannede præsident sikrede sig ved en folkeafstemning i 2023 muligheden for at stille op til præsidentposten igen.
Dengang kunne man kun være præsident i to perioder i Den Centralafrikanske Republik, men et flertal stemte - ifølge landets valgmyndigheder - for at fjerne begrænsningen.
Touadéra er favorit til at vinde præsidentvalget, og hans kritikere frygter, at han vil klamre sig til magten indtil sin død.
Under hans lederskab har Rusland fået adgang til Den Centralafrikanske Republiks naturressourcer - herunder landets guld og diamanter.
Til gengæld har republikken fået bistand fra Rusland i form af blandt andet militærstøtte fra russiske lejesoldater.
Hvis Touadéra vinder præsidentvalget, ventes Ruslands at få endnu bedre adgang til de centralafrikanske naturressourcer.
Foruden guld og diamanter er Den Centralafrikanske Republik rig på lithium og uran, som Touadéra ifølge Reuters også gerne deler ud af til udlændinge og andre stater, der er klar til at betale.
Valgstederne åbnede søndag klokken 06 og lukker klokken 18.
Et foreløbigt resultat ventes først at være klar den 5. januar.
Hvis ingen kandidater får mere end 50 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden valgrunde den 15. februar.
Oppositionen stiller med seks kandidater. To af dem, de tidligere premierministre Anicet-Georges Dologuele og Henri-Marie Dondra, er op til valget blevet forsøgt diskvalificeret af Touadéras støtter.
Støtterne mener, at de to tidligere premierministre har udenlandsk statsborgerskab, og at de derfor ikke kan stille op.
Det er uklart, om det er sandt, men de står i hvert fald begge på stemmesedlerne søndag, skriver Reuters.
Ud over præsidentvalget afholdes der parlaments-, kommunal- og regionalvalg i Den Centralafrikanske Republik søndag.
2,3 millioner vælgere har mulighed for at stemme ved valgene i det centralafrikanske land, som har 5,3 millioner indbyggere.
/ritzau/
