Fattig men sexet

Tysklands hovedstad er et trækplaster for turister og på mange måder en succes. Men økonomisk er den en fiasko. Gælden er over 60 milliarder euro. Byens borgmester Klaus Wowereit siger det med fem ord: »Berlin er fattig, men sexet.« Der er en forholdsvis enkel forklaring.

Turisterne strømmer til Berlin, men under den charmerende overflade vokser problemerne. Den tyske hovedstad er forgældet til op over tagryggene, og flere bydele som her Kreuzberg slås med få ressourcer og store integrationsproblemer. <br>Foto: Fabrizio Bensch/Reuters Fold sammen
Læs mere

Klaus Wowereit er en festlig fætter, som ud over at være overborgmester i Berlin er at finde på ethvert større - og til tider mindre - party i den tyske hovedstad. Dem er der mange af, og han optræder som regel med sin mandlige partner. Men forleden kom han galt af sted. Han deltog i et debatprogram på TV og blev spurgt, om han, hvis han havde børn, ville sende dem i skole i Kreuzberg, en belastet bydel med mange indvandrere. »Nej,« svarede han.

Så brød helvedet løs. Wowereit, medlem af det socialdemokratiske SPD, fik lærere, skoleinspektører og politiske modstandere på nakken. Det var en falliterklæring, sagde de. Med sin udtalelse, tordnede man, havde han afskrevet et helt kvarter og glemt de positive sider, som stedet også rummer.

Wowereits dobbelttydighed fortæller en del om Berlin. På den ene side er den måske Europas rareste metropol med et prisniveau under EU-gennemsnit. Kulturtilbudet er i top, indkøbsmulighederne også, og restauranterne er så varierede, at man skal være ualmindelig kluntet, hvis man går sulten i seng. Wowereit, en af Europas tre erklærede, homoseksuelle storbyborgmestre, repræsenterer en liberal livsstil, hvor det meste, som ikke skader andre, er tilladt.

100.000 danskere
Berlin er tilmed stedet, hvor man kan røre ved historien. Muren, der delte Øst og Vest som et symbol på Den kolde Krig, faldt i 1989. Der er stadig rester tilbage. Der er holocaustmindesmærket for Europas seks millioner myrdede jøder under Anden Verdenskrig. Der er skudhuller i mange bygninger.

Turister er fascinerede af det hele. Sidste år var der 6,5 millioner hotelgæster, en fremgang på ti procent i forhold til året før. Ser man kun på besøg fra udlændinge, var stigningen næsten 20 pct.. Alene fra Danmark kom over 100.000 - ikke medregnet de tusinder, som har købt en ejerlejlighed i byen og ikke optræder i statistikken.

Omvendt er Berlin, 16 år efter genforeningen, stadig et af Tysklands største problemer. De 3,3 millioner indbyggere sidder på en gæld, der tilsammen er mere end 60 milliarder euro. Det svarer til 180.000 euro, eller 1,3 mio. kr., pr. næse.

Det beløb kan ingen betale tilbage, og den tyske forfatningsdomstol har fastslået, at forbundsregeringen ikke er forpligtet til at hjælpe byen ud af vanskelighederne. Det står i virkeligheden ikke så galt til, sagde dommerne, berlinerne skal bare lære at spare.

Ude i Kreuzberg, og andre områder, hvor det går hårdt for sig, vil de formentlig ikke være enige. Berlins skoler er præget af lærermangel, 30 elever i en klasse er ikke usædvanligt, hver uge må der aflyses 13.500 timer, siger myndighederne - andre hævder, at tallet er langt højere. Dertil kommer katastrofale tilstande i visse klasser med mange indvandrerbørn. Bander terroriserer andre i klassen og lærere. Jødiske børn tvinges undertiden til at forlade en folkeskole, fordi arabiske eller tyrkiske elever forfølger dem. De færreste indvandrerbørn får en eksamen eller senere en uddannelse. Der er mange behjertede lærere og inspektører, og adskillige projekter med udenlandske elever, som går godt, men meget er skidt, og de ansatte føler sig ladt i stikken af myndighederne, bl.a. Wowereit. Også på andre felter kan man se, at Berlin fattes penge. Borgmesteren kører rundt i en gammel Mercedes, om end med en livvagt ved sin side. Hans forkontor ligner et museum fra 50erne - det er smukt, men det er også af nød. Der er huller i vejene, offentlige kontorer har forældede eller slet ingen computere, og en gang imellem kan man køre gennem byen uden at se en lysregulering, der fungerer.

»Berlin,« plejer Wowereit at sige, »er fattig, men sexet«. Der er noget om det, men hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor er Berlin, som har så meget at byde på og på mange måder er en kæmpesucces, en økonomisk fiasko?

Udstillingsvinduet
Man må kigge tilbage for at forstå. Den kolde Krig fra slutningen af 1940erne betød, at Berlin var den eneste storby i Verden, som var delt i midten. Den østlige del blev hovedstad i DDR og et udstillingsvindue for socialismen. Den vestlige del var en enklave, en lille, demokratisk ø i Østeuropa. USA og dets allierede garanterede Vestberlins frihed. Såvel det ene som det andet kostede penge. DDR brugte uanede midler for at peppe Østberlin op, så diktaturet havde noget at vise frem. I Vesten var der også brug for kontanter. Stort set alle virksomheder var flyttet fra byen. Det var nemmere at producere i Vesttyskland end i Vestberlin, hvor arbejdskraften var begrænset, og varerne skulle køres gennem DDR, før de kunne nå forbrugerne i forbundsrepublikken. Vesttyskland søgte at få folk til at blive i den frie del af Berlin - der havde stor symbolsk værdi over for kommunismen - med enorme støtteordninger.

Enhver lønmodtager fik en skattefri præmie på otte procent af gagen hver måned, betalt af vesttyske skatteydere. Selvstændige havde kolossale fradrag, og entreprenører kunne få det offentlige til at betale næsten alt, hvis bare de byggede og således var med til at holde liv i byen. For at få så mange som muligt i arbejde blev den offentlige sektor udvidet med ansatte, der ikke var brug for. Der blev også opført kulturinstitutioner, universiteter og sygehuse af højeste karat. Halvdelen af alle offentlige udgifter blev betalt af Vesttyskland.

Efter Murens fald, og genforeningen, holdt pengeregnen op, næsten fra den ene dag til den anden. Bystyret, hvor socialdemokrater og borgerlige deltes om magten, turde ikke skære hårdt ned på serviceniveauet. Den hidtidige gæld på under ti milliarder euro (75 mia. kr.), opsamlet gennem fire årtier, blev mangedoblet på ingen tid. Først det seneste par år, hvor man har været nær en betalingsstandsning, har man taget sig sammen til at spare, så man kan mærke det. Det sker pudsigt nok under en venstrefløjskoalition mellem SPD og det tidligere kommunistparti PDS. Frem til 2011 skal antallet af offentlige ansatte sænkes med 23.000 til 113.000. Det skulle være muligt - i forhold til andre store tyske byer er personaleforbruget i Berlin langt større, hvad enten det gælder biblioteker, vejvæsen eller pedeltjenesten på skolerne.

Nyd lyspunkterne
Byens skrappe finansborgmester Thilo Sarrazin har allerede så meget styr på budgettet, at der næste år skulle være lige så mange indtægter som udgifter. Det skyldes ikke alene kraftige besparelser, men også at skatteindtægterne er stigende - trods en ledighed på 20 pct..

Der er også hellige køer - Berlin har fortsat tre operaer, selv om man i årevis har overvejet, om det virkelig er nødvendigt. Sundhedsvæsenet er fremragende, som i det øvrige Tyskland er der ingen ventetider, og politiet er så synligt, at kriminaliteten er lav, byens størrelse taget i betragtning. Der er altså nok at glæde sig over i Berlin, trods problemer i Kreuzberg og den manglende formue. Sidstnævnte er med til at holde ejendomspriserne nede - i forhold til f.eks. München og Hamburg. Det påvirker hele byen, og gør den endnu mere attraktiv for turister. Tingene hænger sammen. Om ti år, når prislejet - måske - er krøbet til vejrs, vil Berlin være forandret. Det gælder om at nyde det positive, mens det er der.